Hvad skal jeg vælge ?
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i tre OCZ strømforsyninger vi har testet her på HWT. Det er ikke for reklamere for OCZ, og jeg kunne lige så godt have valgt Corsair, Enermax, Coolermaster eller en hvilken som helst anden producent. Men nu har jeg resultaterne for tre OCZ PSU'er i tre forskellige kategorier, så det er min indgangsvinkel.
Når du skal stykke din maskine sammen er det vigtigt at du vælger din PSU ud fra det forventede forbrug. Der er heldigvis masser af hjælp at hente hvis man ikke lige sidder med tallene i hovedet - og det er jo nok de færreste der har strømforbruget for et GTX780 grafikkort som paratviden. Hvis man Googler "Power Supply Calculator" får man bl.a. følgende hits.
http://images10.newegg.com/BizIntell/tool/psucalc/index.html
http://www.extreme.outervision.com/psucalculatorlite.jsp
http://support.asus.com/powersupply.aspx
http://www.corsair.com/psufinder
Det er blot et lille udpluk. Som tommelfingerregel skal du købe en PSU med dobbelt så stor effektangivelse som du skal bruge. Ud fra dine input vil du få oplyst et anbefalet antal watt, men her skal du passe på. Der er nemlig ugler i mosen. Mange billige mærker snyder på vægtskålen når de skal opgive hvor mange watt deres PSU kan levere.
Budget modellen
Det leder os hen til den første model jeg vil bruge som eksempel, nemlig den forholdsvis billige OCZ ZS 550 model.
Den er lavet til små og mellemstore systemer, der ikke kræver voldsomme mængder strøm kontinuerligt, og som ikke skal køre 16 timer om dagen. Der er ikke ret mange features at fremhæve ift. en helt billig OEM strømforsyning, men indmaden og blæserens støjniveau er dog en tand bedre. Her kommer vi så til det punkt, hvor du skal holde øjnene åbne. Modellen er opgivet til at kunne levere 550 watt, og det kan den. Men bare ikke på 12 V siden, hvor din PC trækker det meste strøm. Her er vi nede på 38 ampere eller 456 watt ! Det er stadig lige nok til en core i5 CPU og et GTX 660 grafikkort, men så skal du ikke ret meget højere op i niveau før PSU'en vil knokle for at følge med. Det man skal hæfte sig ved er, at effektangivelsen er en blanding af 3,3 V, 5 V og 12 V linjerne, så det er nemt at lade sig narre. Effektiviteten er certificeret til 80+ Bronze, hvilket betyder at elektronikken spilder mindre end 15% af den strøm du hælder ind i den i form af varme. Du kan læse hele testen her.
Mellemklassen +
Skal vi rykke en tand op i ydelsesniveau, så snakker vi typisk om kraftige core i5/i7 eller AMD FX CPU'er og kraftige grafikkort, evt. i SLI/Crossfire konfiguration. Det kræver naturligvis at strømforsyningen kan følge med, og producenterne rangerer ofte deres serier netop efter ydelsesniveau. Hos OCZ hedder næste trin ZT serien, og jeg har testet 750 watt modellen. ZT serien er ligeledes 80+ Bronze certificeret. Du kan læse hele testen her.
Denne gang vælger OCZ at navngive modellen efter hvor meget den rent faktisk leverer på 12 V siden. ZT 750 kan klare 68 ampere, svarende til 744 watt på et enkelt 12 V udtag. Det har den fordel, at elektronikken kun skal regulere og ensrette på en enkelt udgang. Ulempen er en meget høj kortslutningsstrøm hvis noget går galt. Med 68 ampere til rådighed, kan du roligt købe dig fattig i store CPU'er og grafikkort i luksusklassen. Det er kun hvis du vil lege med meget kraftige SLI/Crossfire systemer at du vil få brug for noget større. Her skal du konsultere manualen for det enkelte produkt for at se anbefalingerne. Herunder er det minimums specs for et GTX 760 grafikkort.
Altså minimum 500 watt strømforsyning anbefales. Ikke fordi grafikkortet trækker 500 watt, men fordi du skal derop i størrelse før en 12 V linje må formodes at kunne levere de 20 ampere, der står som næste parameter i teksten. Og igen er det ikke fordi kortet bruger 20 ampere (240 watt). Det er blot en sikkerhedsmargen. En maskine bestykket med en core i7 3960X på et X79 bundkort og to styk GTX 760, vil have et strømforbrug omkring 430 watt ved fuld belastning. Det er det ZT 750 er bygget til at levere, mens den stadig er støjsvag og har langt liv foran sig.
High-End og Entusiast
Kan du slet ikke få nok ydelse og høje nok framerates i Battlefield 4, så er der kun een vej. Større CPU med overclocking til at booste din båndbredde, og minimum to GTX 780 eller Radeon R9 grafikkort til at flytte polygoner rundt på skærmen. Her vil ZT'en gå i knæ ret hurtigt. Derfor kigger vi på næste trin på OCZ's produktliste. Vi er nået til ZX serien. Jeg har testet 1000 watt modellen, der kan levere 83 ampere på 12 V siden svarende til 996 watt, så ingen snyd med opgvelserne her heller. Læs testen her.
Igen skal vi se på hvad producenten af grafikkortet foreskriver. Herunder er det NVIDIAs opgivelser for et GTX 780. De opgivne 250 watt er det maksimale forbrug i spidsbelastninger, men gennemsnittet vil stadig være omkring 230 watt. Så for at have en 12 V linje der kan håndtere det skal du typisk have en 600 watt strømforsyning, men det er ikke nogen garanti. Sørg for at læse specifikationerne grundigt inden du handler.
Har du to GTX 780 og en kraftig i7/FX processor, er det faktisk lige før en ZX 1000 watt er i underkanten da du kan runde 600 watt kontinuerlig belastning når det går vildest for sig. Heldigvis er der god effektivitet i ZX serien, der er 80+ Gold certificeret, og blæseren bliver først hørbar når du runder 700 watt gennem længere tid.