Layout / Design
Antec lægger sig i det konservative hjørne med mørke grå/sorte farver på kabinettet, sorte kabler og sorte stik. Det er samtidig en fin kontrast til det gule Antec logo. Udgangene er fuldt modulære, dvs. at alle kabler kan afmonteres/monteres efter behov.
Det giver for en gangs skyld mening at det store 24 pin ATX kabel kan tages af. Du kan nemlig koble to HCP Platinum modeller sammen, så du får flere linjer at gøre med, men du skal kun bruge ét 24 pins ATX stik uanset. Det gøres med et to-polet kabel, der sættes i OC-link stikket midtfor til venstre på fronten.
En anden rigtig fin detalje er at Antec angiver hvilke 12 V linjer der hører til hvilke stik. Det gør det nemt at dedikere de enkelte linjers funktion til enten at trække CPU+bundkort eller grafikkort.
Vi åbner låget og kigger ned i spillen. Den første komponent jeg får fat i er blæseren der er fra Delta Electronics Inc. ligesom resten af strømforsyningen. Den er på 135 mm og kører med lave omdrejninger, 6-700 o/min, ved lave belastninger men kan komme op på 2800 o/min.
Der er ikke meget plads at give af, når man kigger ned på hovedprintet. HCP-1000 er super kompakt opbygget, men samtidig må jeg sige at samlekvaliteten er meget høj. Lodningerne er pæne, og der er brugt rigeligt med skruer, møtrikker og lim for at holde komponenterne på plads.
Her et skud fra siden. Alle filtre i indgangen er på plads.
Der er brugt 100 % japanske elektrolytkondensatorer i ind og udgang, og der hvor der ikke er plads til en elektrolyt sidder der solid state kondensatorer. Det sikrer længere levetid på produktet, da de ikke er i fare for at tørre ud i et varmt miljø.
Det er tydeligt at Delta er et firma der har erfaring med at lave strømforsyninger til servere. Læg også mærke til de to kraftige tilledninger i stål, der forbinder udgangsprintet med hovedkortet. Ikke noget med kabler der kan knække af eller tynde printbaner. Næh - vi bukker et stykke jern, så kan det holde.