Kassens indhold
Selve SSD'en, en manual, et garantibevis og en skive med Samsung Magician og Data Migration (cloning) software. Det er hvad du får med, og det er vel stort set også hvad man får brug for. Så kan man begræde manglen på en 2.5" til 3.5" adapter, men de fleste moderne kabinetter har huller til en 2.5" disk.
Specifikationer
Nu har du lige læst om SLC og MLC NAND flashram typerne på de to foregående sider. Men Samsung 850 EVO er udstyret med noget helt tredie, nemlig TLC flashram. Det står for Triple Level Cell, eller i Samsungs univers 3D V-NAND. For at gøre en meget lang historie lidt kortere, så er TLC typen en rambrik med 32 lag, der udgør en samlet tredimensionel struktur, modsat et traditionelt layout, hvor transistorerne spredes ud på en siliciumplade som nutella på franskbrød. Det gør at transistortætheden kan øges, og dermed falder produktionsomkostningerne for hver enkelt chip. Det er cirka 33 procent billigere at producere TLC ift. MLC, og transistortætheden er sjovt nok 33 % større.
Ulempen er at hver celle nu kan indeholde tre bits, hvor MLC kan have to, og SLC har plads til en. Det betyder at du nu har otte mulige spændingsniveauer du skal "spørge" cellen med, mod 4 på MLC, for at få at finde ud af om den indeholder data. Den controller der sidder i SSD'en skal altså potentielt arbejde dobbelt så meget for hver gang der skal læses og skrives. På papiret vil en TLC celle være udtjent efter 1000 læse/skrive operationer, grundet de mange niveauer, og grundet transistortætheden, der gør de enkelte lag i transistoren meget tynde, og dermed ekstra følsomme over for slid. En typisk 25nM MLC celle kan klare 3000 operationer.
Hvorfor så overhovedet bruge TLC typen. Det nemme svar må være at det er det billigste, og at man kan få controllerne til at arbejde lige så hurtigt med TLC som med MLC. Der er i hvert fald ikke noget at klage over på de opgivne læse- og skrive hastigheder, 540/520 MB/s. IOPS tallene, der angiver hvor mange interne operationer i sekundet SSD'en kan håndtere, ligger på op til 98.000 for en queuedepth på 32. Det er i den høje ende. Det lader altså til at Samsung har godt styr på teknikken, og da du ydermere får 5 års garanti på produktet, er der ikke mange argumenter, der taler imod brugen af TLC flashram.