Layout
Så er vi nået til selve motherboardets layout. Overordnet er det pænt og overskueligt sat op, og jeg bemærker som det første at der er to PCIe x16 sokler, forberedt til Crossfire, og at man har valgt 24pins ATX powerstik.
Selve CPU soklen er en socket 479 til mobile CPU'er, men LAD NU VÆRE MED at forsøge dig med din gamle Pentium M - dette board er lavet til CoreDuo/CoreSolo CPU'er og ikke andet.
Heldigvis er man gået over til at bruge rammen fra sokkel 478 som base for køleren. Det skulle give rig mulighed for at lave noget ekstrem køling, eller noget lydløs køling hvis man hellere vil den anden vej. Så hvis du ligger inde med en gammel Mach eller VapoChill med socket 478 kit i, så er her en oplagt mulighed for noget lækkert legetøj.
I/O panelet er næste punkt. Ikke så mange indvendinger her, andet end man måske nok kunne have udnytte pladsen over SATA HotPlug stikket noget bedre i stedet for at efterlade et stort hul. Det er jo ikke alle brugere der er klar til at skrotte deres COM og LPT udstyr endnu. Der er både COM og LPT port på bundkortet men der følger ikke ekstra stik med så man kan forbinde dem.
Som nævnt er der to sokler til grafikkort, og kortet er forberedt til ATI Crossfire.
Derudover er der to x1 sokler og to gammeldags PCI porte, og har du et setup med to store X1900XT kort så kan du stadig gøre brug af den midterste x1 port, da afstanden mellem x16 soklerne er tilpas stor. Under den nederste PCI sokkel ser vi COM og LPT tilslutningerne.
Sydbroen er Intels ICH7, og der er så tilføjet yderligere mulighed for ATA133 RAID og en ekstern JMicron SATA II controller til HotPlug.
Vi finder også et stik til IR modtageren lige under floppy porten. En dejlig detalje er Power On og Reset knapperne i hjørnet.
Installationen af bundkortet forløb problemfrit, og den mest støjende del af festen var det 7900GT grafikkort jeg havde lånt til testen.