Dell Inspiron 9400
Vi har denne gang en Dell Inspiron 9400 bærbar computer til test. Ved første øjekast er det en rigtig lækker sag, om end den er en smule stor. Den har umiddelbart flotte specifikationer og et flot ydre. Når man kort gransker specifikationerne undrer man sig om den burde være klassificeret som et XPS-system. For de af jer der er i tvivl om, hvad et XPS-system er, så er det Dell's linje af gaming-pc'er, bærbar som stationær.
Hvad Inspiron 9400 kan byde på af specifikationer, støjniveau, batterilevetid og ydelse følger vi op på i løbet af anmeldelsen.
Om Dell
Dell er kæmpe i IT-verdenen. Dell både udvikler, producerer og sælger hardware. De laver blandt andet almindelige pc'er til private, servere til erhvervs-sektoren, PC-tilbehør og netværksudstyr. Dell er baseret og har hovedkvarter i USA, men deres produkter bliver solgt i hele verdenen.
Blandt Dell's primære konkurrenter kan nævnes Lenovo og HP. Dell adskiller sig fra disse sine konkurrenter i at henvende sig kraftigt direkte til private kunder, og giver rig mulighed for at købe deres produkter direkte via internet eller telefon. Noget der især viser sig ved at Dell reklamerer meget i fjernsynet og i aviser.
Dell har tre pc produktlinjer, der henvender til private. Dette er Dell Dimension, Dell Inspiron og Dell XPS. Dimension er deres serie af stationære pc'er, hvor Inspiron er bærbare PC'er. Sidstnævnte XPS er henvendt til entusiast markedet og dækker over både stationære og bærbare computere.