Layout / Design
Vi har tidligere kigget på MSI’s Twin Frozr 6, og køleren har da også fået mange gode ord med på vejen i mine tidligere anmeldelser, så lad os tage endnu et kig på den drageinspirerede køler.
Skjoldet er stadig konstrueret i sort og rød plastik, et farvevalg jeg ofte har hørt klager om når MSI produkter anbefales i fora. Hele kortet måler 28cm i længden og 14cm i højden, altså kræves der et kabinet med plads til høje grafikkort. Husk at PCI-E strømstikkene rager yderligere 2 cm ud. Blæserne er stadig af MSI’s dispersion design, hvor der skiftes mellem vinger der generer højt airflow og højt statisk tryk, sammen med dobbelte kuglelejer bør støjen være så lav som muligt. MSI kalder hele molevitten for TORX 2.0 og har patent på systemet. Når chippen er under ~40 grader slukker blæserne fuldstændigt, dette sker reelt kun i idle men funktionen er altid velkommen og sparer på strømmen. 4 Heatpipes står for at flytte varmen på en lang men tynd heatsink.
Selvom RX 580 generelt er blandt de billigere chips på markedet, og derfor er rettet mod det prisbevidste segment, har MSI alligevel valgt at udstyre kortet med en backplate. De har endvidere benyttet designet fra topmodellen, og det tilføjer en masse følelse af kvalitet til et kort, som i klassisk MSI stil er solidt bygget, og fyldt med små detaljer.
Ovenstående kort er RX570 modellen, men RGB lyset er det samme.
Som det er populært lige nu, skal alt lyse op og gerne med RGB LED’s. Ligesom tidligere versioner af Twin Frozr køleren, lyser MSI logoet op, gennem software kan farven på denne justeres som man lyster, eller slukkes helt. Riller omkring den bagerste blæser lyser også op dog altid i rød, er man ikke til et lysshow som dette, kan dioderne slukkes helt gennem software. Man kan yderligere vælge at animere dioderne i enten breathing, flashing, double flashing eller random.
MSI har valgt at bruge et 8-pin PCI-E strømstik. Det betyder at kortet har adgang til 225 watt totalt, hvilket skulle være mere end rigeligt også til overclocking.
Afsluttende tager vi et kig på udgangene, og her er der frit valg på alle hylder. Kortet har to DisplayPort 1.4, to HDMI 2.0b og et enkelt Dual-Link DVI-D stik. Altså understøtter kortet op til 5K ved 60Hz, dog skal du nok kigge på større grafikkort ved de opløsninger.