10 år med 3D-kort @ del 1
3D-kortene er i langt de fleste tilfælde historie, trods kun ca. 10 år på bagen. Derfor har jeg prøvet at følge lidt op på, hvad der er sket, og fortælle om de mest mærkværdige og spændende grafikkort vi har haft på markedet. Det gør at denne artikkel er gået hen og er blevet temmelig omfattende. Derfor er den blevet delt op. Her i første afsnit kigger vi på kortene fra 1995, frem til slutningen af 2000. Markedet var dengang temmelig fyldt med producenter, så jeg har kun valgt at fremhæve de vigtigste her de første 4-5 år af fortællingen.
TV: nVidia NV1 og TH: Rendition Vérité 1000, to af de første 3D-kort på markedet. De første på markedet
De er svært at finde ud af, hvem der var de første på markedet med 3D-rendering til almindelige computere. Faktisk er en af kandidaterne nVidia, der smed deres første NV1-chip på markedet i 1995. Den blev dog ikke særlig populær pga. at den var inkompatibel med Microsofts Direct3D. Faktisk var der rigtig mange producenter, der havde inkompatibilitet eller nedgang i ydelsen ved brug af Direct3D, bl.a. Rendition, som også var blandt de første med 3D-kort på markedet i form af kortet Rendition Vérité 1000. Men efter Direct3D måtte de se ydelsesnedgange på rigtig mange procent, der oftest gjorde deres overlegne 3D-acceleration overflødig. Angående Rendition var det også dette kort, der først fik et 3D-spil i form af Quake, der kunne udnytte deres DOS-Speedy3D-API (API = renderings-metode).
Flere producenter så mulighederne i 3D, og i løbet af 1996 så vi chips fra PowerVR, S3, ATi, Matrox, 3Dlabs og Lockheed-Martin. Men det var især en producent, der skød igennem med ganske stor hjælp fra Microsoft nemlig 3Dfx. 3Dfx havde det nemlig ganske godt med Direct3D, hvilket på daværende tidspunkt gav dem den bedste ydelse i Windows-miljø.
Mange af producenterne er ret ukendte i dag og opstarten på 3D-kort kostede også mange producenter livet. Enten pga. de ikke kunne omstille sig, eller fordi konkurrencen eksploderede og 'druknede' mange firmaer. Firmaet Tseng Labs er blandt de første da de ikke nåede med på 3D-vognen, og Rendition blandt de sidste da de pludselig druknede i mængden.
3Dfx's første Voodoo-kort kaldet voodoo graphics. 3dfx Voodoo graphics
Voodoo 1 anses generelt for at være det første 3D-kort. Men som nævnt er det ikke sandheden og 3Dfx skal nok nærmere have æren som det firma, der overbeviste brugerne om at 3D var her for at blive.
Voodoo 1 havde to chips med hver 2MB RAM. Den første chip var til framebufferen og den anden texture-buffer. Dette kort var et add-on-card, hvilket vil sige at man stadig havde brug for et 2D-kort, som man så koblede 3Dfx-kortet sammen med.
3D var i tidernes morgen diskuteret, da flere mente at det kunne gøres ligeså godt i software. Det må nok ses på den måde, at 3Dfx var dem der beviste, at 3D skal være hardware-baseret for at få den optimale oplevelse.
Sammen med at kortet fungerede godt i Windows var der en helt anden grund til dets popularitet. Da kortet oprindeligt blev annonceret, var den opgivede pris 500$, men pga. voldsomme fald i priserne på RAM, blev kortet solgt til kun 300$ da det endte på butikshylderne
Senere kom der et Voodoo Rush kort. Dette kort var 3Dfx's første 2D/3D-kort og så alligevel ikke. 2D-delen blev nemlig udviklet af en 3.part, hvor 3D-delen faktisk bare var et Voodoo. Men ellers smart nok. Nu var der fjernet et generende kabel, samt at der var mere plads til udvidelser i maskinen. Rush blev dog aldrig særligt populært.
I 1997 kom der endnu flere producenter til fadet, bl.a. NEC, Cirrus logic, Number Nine og Trident, alle ganske ukendte i dag, og bl.a. Number Nine var så populært og udviklede så hurtigt at de missede en Direct3D-egenskab, der faktisk gjorde deres kort inkompatibelt med spil i Windows.
Grunden til at resten af flokken begyndte at røre på sig, skyldes flere ting. Den første er at Microsofts DirectX begynder at bide sig fast, ligesom spil-udviklerne i høj grad begynder, at udvikle spil til OpenGL, der har mange ligheder med 3Dfx's Glide. OpenGL var nok det, der i sidste ende reddede en del af producenterne, Windows Direct3D var nemlig stadig ret mangelfuld.
I det først år efter 3Dfx Voodoo var markedet faktisk ganske jævnbyrdigt, rigtig mange havde fået deres 3D-kort på gaden, og alle kæmpede om at have de mest avancerede egenskaber og højeste hastighed. Noget der ikke er helt ukendt i dag.
TV: To stk. 3Dfx Voodoo 2-kort med SLi-kabel TH: SLi-metoden, som benyttes med to Voodoo 2-kort. 3Dfx Voodoo 2
I slutningen af 1997 kom så efterfølgeren til Voodoo graphics kaldet Voodoo 2. Voodoo 2 boostede ydelsen voldsomt og kunne fås med enten 8 eller 12MB RAM. 12MB-udgaven havde en ekstra texture-chip. Chipsne arbejde med en frekvens på 100Mhz, hvilket på den tid var ganske voldsomt, da folk sad med computere på omkring 150-300Mhz.
Hvad der gjorde Voodoo 2 endnu mere specielt var SLi. Dem, som følger lidt med kender nVidia's SLi, og handler i korte træk om at man kan slå to grafikkort sammen og udnytte deres samlede ydelse til ét skærmbillede. Dengang var det vigtigste med SLi, at man med to kort kunne komme op i en 3D-opløsning på 1024x768 pixels, så man ikke var bundet til 'fattige' 800x600 længere. Det gav altså en billedkvalitet, som man ikke havde set før. Man skal huske på at dengang var det praktisktaget kun hastigheden på spillet og opløsningen, der gjorde en forskel.
Nu sad 3Dfx virkelig fast på markedet og deres egen 3D-standard (Glide) blev det man udviklede spil til. Det gjorde at de i sidste ende praktisktaget opnåede monopol på 3D fordi at deres 3D-standard var hovedstandarden, samt at deres kort ydede ganske godt under Microsofts Direct3D.
TV: Banshee med AGP og specifikationer og TH: En udgave med PCI-slot 3Dfx Banshee
3Dfx begyndte at indse, at hvis de skulle holde sig til konkurrenterne var add-on-card fortid. 3Dfx tog et Voodoo 2 tilførte den en ekstra pipeline, fjernede en textureunit og udviklede en helt ny 2D-del for til sidst at samle det hele i én chip. Mange spiludviklere var ikke særligt begejstret for Banshee, da mange spil var lavet til netop Voodoo 2's pipelines. Ydelsen blev altså ikke mærkbart bedre med Banshee i forhold til Voodoo 2 selvom det kunne producere dobbelt så mange pixels.
Banshee var også 3Dfx's første kort til AGP-standarden. AGP var det første slot til udelukkende grafikkort. Tidligere benyttede man sig af PCI. Men ligesom 3Dfx's senere grafikkort kørte kortet faktisk i PCI-mode uanset slot, og det gjorde at alle AGP's fordele manglede, men heller ikke dette ødelagde 3Dfx's gode ry.
Det sidste var manglen på 32-bit 3D-billedkvalitet, men brugerne vidste muligvis ikke bedre, da det ikke var noget, der eksisterede endnu.
Men trods et flop hos spil- og hardware-producenterne blev Banshee et hit blandt brugerne. 3Dfx var så populært, at lige meget hvad de smed på markedet solgte det godt.
To TNT-grafikkort, det ene med AGP og det andet med PCI. nVIDIA RIVA TNT
Dette kort var det, som gjorde at nVidia kom frem i lyset. Det havde en fænomenal god ydelse i forhold til Banshee og samtidig med kunne det lave 32-bit farver i 3D. Her kunne Banshee kun levere 16-bit, hvilket gav sig til udtryk med dårlige farveovergange. Det at 32-bit farver gjorde, at ydelsen kun var halv så hurtig som med 16-bit, var et andet problem. For det gjorde nemlig, at man praktisktaget ikke kunne spille spil i 32-bit og var henvist til 16-bit farver alligevel. Men markedet ville have 32-bit, og trods at denne chip kun var den tredje chip nVidia producerede, fik den en ret stor andel af markedet.