Test: 10 år med 3D-kort @ del 2

Resumé

Vi er nu nået til år 2000, der er gået godt fem år siden vi så de første 3D grafikkort og ca. fire år siden de første slog igennem.
Læs om de første fire-fem år her:
http://www.hwt.dk/test_show.asp?id=5647

Markedet havde nu ikke udviklet sig specielt de første år. Det vigtigste her var springet fra dårlige software-rendering til hardware, samt en fast 3D-standard, som kunne ensrette markedet. Her kom Direct3D fra Microsoft og OpenGL, der også kunne bruges på andre platforme. Ikke alle producenter havde vendt sig til 32-bit, og især 3Dfx stod temmelig meget i stampe med grafikkort, der ikke havde ændret sig særligt meget de sidste par år. Først sidst i '99 skete der noget helt specielt, nemlig udgivelsen af nVidia's første GeForce-kort sammen med Direct3D 7.0. En hel ny form for hardware-kræfter var nu på markedet og ydelsen fra de nye kort var enorm. Der var næsten ingen spiltitler, men alligvel gik de nye GeForce-kort som varmt brød, selvom ATi lå og arbejde intens med deres R6-serie og 3Dfx allerede havde fortalt om deres fantastiske T-buffer for at modarbejde T&L.

---

De nye 3Dfx-kort var slet ikke færdigudviklede ved introduktionen. Bl.a. var udgaven med fire chips kaldet Voodoo 5 6000, blot en plastikplade med
påmonterede chips uden printbaner. De anede ikke, hvordan kortet ville se ud når det var færdigt. Den færdig udgave af Voodoo 5 6000 er til TH

3Dfx Voodoo 4 og 5

(1Q2000)
3Dfx havde store problemer med deres Rampage-projekt og derfor skød man i mellemtiden et Napalm-projekt ind, hvilket faktisk blev efterfulgt af et Daytona-projekt. Napalm blev kendt som Voodoo 4 og 5, hvilket endnu engang var en kraftig opdateret chip. Dette kunne ses på specifikationerne der tydeligt viste manglen på T&L og derfor gjorde den til medlem af familien af DX6-kort og dermed TNT og selv deres eget gamle Voodoo 2. Voodoo 4 blev en skandale for firmaet, hvilket de sådan set godt vidste, og Voodoo 5 blev ikke den succes som firmaet håbede på, trods ganske nye og spændende initiativer. Men det skyldes nok i høj grad et halvt års forsinkelse efter lanceringen, der gjorde at dette kort faktisk først var på markedet efter GeForce 2. Det gjorde at kortets største konkurrent Geforce 256 faktisk var pillet af markedet og at det nye GeForce 2 have en ydelse, der gjorde at deres low-end-udgave (Geforce2MX) i flere tilfælde kunne slå 3Dfx's top-kort (Voodoo5 5500). Men trods ydelsen havde dette kort noget som vi først skulle se flere år efter. Indbygget var en T-buffer, der gjorde det muligt at håndtere flere tunge special-effekter, uden at tabe specielt meget på ydelsen. F.eks. kunne kortene lave antialiasing i en grad som sjældent er set siden, og den moderne effekt, kaldet motion-blur, kunne kortet udregne i hardware uden nogen stor nedgang i ydelsen.
Voodoo 4 og 5 var ganske nært beslægtede og forskellen var at Voodoo 5 havde flere Voodoo 4-chips monteret. Det krævede meget strøm og for første gang nogensinde så vi et grafikkort med et monteret strøm-stik. Samtidigt havde 3Dfx under deres præsentation præcenteret et Voodoo 5 med hele fire chips, 128MB RAM, og en ekstern strømforsyning. Dette kort blev navngivet Voodoo 5 6000, og nåede aldrig i produktion.

---

Radeon 256 havde kun to dage som det hurtigste kort på markedet, foruden det var det teknisk mere avanceret end nVidia's grafikkort

ATi Radeon 256

(2Q2000)
Her ser vi så ATi's direkte konkurrent til Geforce 2. Deres nye radeon-serie havde nemlig også fået T&L, men ATI kaldte det TcL (Transform, clipping & lightning) da de mente det var mere avanceret end nVidia's udgave. Radeon 256 var dog noget anderledes opbygget internt end GeForce-kortene. Radeon kunne kun producere to pixels per clock, hvor at GeForce 2 kunne tage hele fire stk. Altså praktisktaget dobbelt op på ydelse per Hz.
ATi havde dog en anden opbygning og kunne lave mere avancerede beregninger per pixel end GeForce. ATi Radeon 256 havde det man kalder tre textureunits per pipeline, hvor Geforce 2 kun havde to. ATi's store force lå i deres hyperZ. En teknologi, der på ægte S3-manér kunne komprimere data'erne, så de fyldte langt mindre på rammene. Der var altså både ulemper og fordele ved kortet, men Radeon 256 havde dog stadig den dårligste ydelse i langt de fleste tilfælde. Som det ses, startede nVidia - vs. - ATi - fighten faktisk her. 3Dfx Voodoo 5 5500 lå oftest og legede lidt med, men var rigtig mange måneder forsinket og begyndte først at dukke op et par måneder efter lanceringen af GeForce 2 og Radeon 256. Det gjorde at det var disse to T&L-djævle, der fik opmærksomheden. Radeon 256 kom i første omgang i to versioner med enten DDR eller SD-ram (senere Radeon 7200), og lidt senere et RadeonVE (senere kendt som Radeon7000), der manglede TcL, og kun kunne producere en pixel per clock. (En pipeline).

---

TV: GeForce2MX og TH: GeForce2GTS, to kort som skulle være ret dominerende i de næste par år.

nVIDIA Geforce 2

(2Q2000)
To dage efter ATi Radeon 256 og ca. et halvt år efter GeForce 256 kom GeForce 2. Ydelsen med Geforce 2 skulle vise sig at være ganske voldsom, og selv i dag anses GeForce 2 stadig for at være et ganske godt ydende grafikkort, der stadig kan følge trop med nyere low-end-kort. Generelt var GeForce 2 blot et kraftigt overclocket GeForce 256. GeForce 2 kom i første omgang i to udgaver. GeForce 2MX og GeForce 2GTS. De tog chips var faktisk to forskellige chips, og her ser vi for første gang, at en producent prøver at introducerer flere grafikchips på en gang. Tidligere var det sådan, at den gamle topmodel blot rykkede en klasse ned, men her så vi en ny mainstream-model, og GeForce 256 var ikke længere i produktion. Kort efter kom der så et GeForce 2 Ultra med ekstra hurtige RAM og endnu højere clocket chip. Et grafikkort, der hurtigt viste sig at være et grafikkort med fremtid i. GeForce 2 blev nemlig produceret i flere år, og fik senere flere modeller med navnene GeForce 2 MX200, MX400, PRO og TI. Selv det noget nyere grafikkort GeForce 4MX viste sig også hurtig, at have dybe rødder i GeForce 2-serien, men mere om det senere.

---

TV-øverst et Hercules 3Dprophet 4500 med kyro2-chip og nederst et 4800 med kyro2SE-chip. TH: Ses kassen til Hercules Kyro2SE,
der beviser, hvor tæt dette kort var på produktion. Kyro2SE blev aldrig produceret, og kun Kyro2 blev en succes af de få.

PowerVR Kyro2

(3Q2000)
Dette grafikkort gik hen og blev den største konkurrent til GeForce 2MX prismæssigt, men viste sig faktisk at have endnu større potentiale. Kyro2 havde nemlig en radikal anderledes måde, at producere 3D-grafik på. Det kaldes TBR (Tiled-based-rendering) og er noget mere avanceret og besværlig måde at lave grafikken på end konkurrenterne, til gengæld er den noget mere effektiv. Det krævede en del driverarbejde fra PowerVR's side, at få disse Kyro-kort til at fungere perfekt, men efter et stykke tid med kyro og TBR begyndte verdenen at indse, at dette grafikkort kunne noget helt specielt. Blev det presset på den rigtige måde, kunne det yde bedre end langt dyrere kort som GeForce 2Ultra. Faktisk lavede PowerVR deres helt egen benchmark, der et stykke tid var noget alle brugte når de testede grafikkort, og især det hurtige Kyro2 gik hurtigt hen og blev en legende af de rigtig positive. Antialiasingen var flot og pga. TBR meget hurtig. 32-bit-farver var nøjagtig ligeså hurtig som 16-bit, billedkvaliteten var over gennemsnittet, kortet var rimeligt billigt og ydelsen var i de fleste tilfælde rigtig god. Pga. dette blev kortet lidt af en legende og PowerVR fik styrket sin selvtillid. Efter et års tid var vi parate til efterfølgerne, men her stopper historien så ret pludselig. Vi nåede at se nogle enkelte prototyper, og endda nogle produktionsklare modeller. Om grafikkort-producenterne har været presset fra andre sider til at opgive PowerVR Kyro vides ikke, men Kyro2SE (Produktionsklar og med T&L) og Kyro3 nåede aldrig længere end dertil. PowerVR lever desuden stadig i bedste velgående, og producerer grafikchips til små mobile-enheder som PDA'er og mobiltelefoner.

---

Hvad skal vi så huske år 2000 for?

År 2000 gik altså hen og blev et ret underligt år. T&L var det store tema, men havde absolut ikke taget verdenen med storm. Flere producenter gad ganske enkelt ikke at udvikle T&L-chips og holdte sig til det gamle Direct3D 6.0 eller 6.1. Selv mente de det var overkill, da meget få spil understøttede T&L og at T&L-markedføringen og 3Dmark havde fået alt for stor betydning. Tilhængerne af T&L mente deres T&L var mest fremtidsikret, og ved brug af T&L opnåede man resultater, der var uopnåelige for gamle Direct6.x-kort. At det var T&L-markedsføringen, der var overdrevet, er de fleste enige om idag, men sjovt nok er de fleste af de producenter, der valgt Direct3D6.0-vejen ikke synlige på det almindelige grafikkort-market idag. Så her så vi, hvor stor en betydning rygter og god markedsføring har, hvilket har ført til at 3D-grafikkort-rygter fik en vigtig betydning i markedsføringen herefter, men at det også kunne give bagslag opdagede vi senere hen med GeForce FX-serien.