Test: 10 år med 3D-kort @ del 3

Direct3D 9.0
Allerede før tid, begyndte de første grafikkort med DirectX 9-egenskaber, at dukke op. Det første var Matrox Parhelia, der dog kun havde nogle af egenskaberne, men det næste kort Radeon 9700 var rent DirectX 9-kort, og var dermed et halvt år forud for DirectX 9. API'en var ikke en gang udkommet endnu. Samtidig kørte rygterne ganske højt, om den nye nVidia-splejsning, som skulle have det bedste fra 3Dfx og nVidia. Faktisk overdøvede rygterne oftest ATi's utroligt stærke Radeon 9700 Pro. Netop dette skulle komme til at gøre ondt på nVidia, da alle troede at de ville komme med den største revolution, siden det første GeForce-kort.

Hvis I ønsker at læse de forrige afsnit, kan de findes her:
1. afsnit: http://www.hwt.dk/test_show.asp?id=5647
2. afsnit: http://www.hwt.dk/test_show.asp?id=5671

---

TV: Billede af Matrox Parhelia og TH: Et billede af det mindre P750 med surround-gaming

Matrox Parhelia 512

(2Q2002)
Efter flere år, hvor Matrox jokkede godt og grundig rundt i deres G-serie, skete der endeligt noget. Først en måned inden lanceringen, begyndte rygterne at gå om et kommende G1000-kort. Det tidligere nævnte G800, skulle have være droppet og G550 var de sørgelige rester derefter. Det nye kort kom til at hedde Matrox Parhelia og blev allerede inden lanceringen udnævnt som det hurtigste grafikkort i verdenen. Da computerbladene og test-siderne modtog de nye grafikkort, viste der sig dog et helt andet billede. Ydelsen var i langt de fleste tilfælde dårligere, end selv det mindste GeForce 4 TI-kort.
Hvis man ser bort fra ydelsen, var Matrox Parhelia 512 et ganske spændende grafikkort. Grafikkortet var det første, der internt regnede i 512-bit. Det var det første grafikkort med 256-bit RAM-kredse, som gav en hel del ekstra båndbredde. Det havde Vertexshader 2.0, en DirectX 9-egenskab, og kunne displacement-mapping, der er en meget effektiv måde, at lave ægte forhøjninger i et spil. Men det havde kun pixelshader 1.3-understøttelse, hvilket gjorde at dette grafikkort blev set som et DirectX 8.1-kort. Kortet havde en ny form for antialiasing, der kunne op til 16x med en bedre ydelse end, hvis man brugte 4x, denne egenskab var dog ret fejlfyldt, men stadig ganske imponerende. Sidst men ikke mindst havde det surround-gamming. Grafikkortet kunne altså håndtere hele tre skærme på en gang, hvilket kunne give en hel ny grad af spilleoplevelse.
Men Matrox's Parhelia-chip var en varm klods, og Matrox kunne åbenbart ikke clocke den særligt højt. Samtidig kunne chippen kun lave 4 pixels per clock, hvilket er præcis det samme, som et GeForce 4 TI eller Radeon 8500, men disse kort var clocket væsentligt højere. Parhelia havde dog fire textureunits per pixel, men noget tydede på, at disse sjældent blev brugt, ligesom dets 4 vertexshadere, der var ganske voldsomt for den tid.
Sidst men ikke mindst brugte Matrox ikke komprimering, hvilket gjorde, at rammene var temmelig belastede selvom det var det førte til, at bruge 256-bit RAM-kredse. Det bliver stadig produceret, sammen med nogle value-udgaver, der har 128-bit RAM-kredse, og er stadig det eneste single-grafikkort på markedet, der kan arbejde med tre skærme samtidigt.

---

TV: Ses et Radeon 9700 Pro og TH: I-udgaven af 9500 Pro, en 9500-udgave, hvor man ikke kunne modde RAM-kredsene.

ATi Radeon 9700/9500-serien

(3Q2002)
Som efterfølger til Radeon 8500, kom ATi med noget af en killer, nemlig Radeon 9700, men også i form af Radeon 9500. Dette grafikkort var det første, der kunne producere otte pixels per clockslag, og var samtidigt det første ægte DirectX 9-grafikkort på markedet. ATi's nye chip ændrede virkelig måden, verdenen opfattede grafik på. Flere, meget imponerende, demo'er viste, hvordan DirectX 9 kunne bruges. Angående DirectX 9, var der en hage. Radeon 9700-serien blev offentliggjort næsten et halvt år forud for sin tid. DirectX 9 var først annonceret kort før jul, så havde man lyst til at udnytte DirectX 9-egenskaberne til de få demoer, der eksisterede måtte man ty til specielle beta-versioner. Ud over det, havde 9700-serien 256-bit RAM-kredse og en ny, effektiv form for antialiasing, (kaldet sparcegrid, som de stadig benytter). Desuden så man for første gang, siden Voodoo 5-serien et kort med strøm-stik, hvilket faktisk var startskuddet til, at strømforbruget gerne måtte stige. I modsætning til Voodoo 5 var det åbenbart ikke længere en ulempe, eller også havde verdenen allerede fået chokket over, at grafikkort havde brug for ekstra strøm.
Som sagt kom der senere en Radeon 9500-serie med 128-bit RAM-kredse. 9500 Pro kunne lave otte pixels per clock, og 9500 kunne kun producere fire pixel af gangen. Her fandt vi ud af at ATi kunne lukke af for dele af chippen, (de såkaldte pixelpipelines), for at sænke ydelsen. Udtrykket hardmodding og softmodding blev nu et ord, der lød på alles læber, og gik i korte træk ud på, at man i en del tilfælde kunne åbne pipelines, og i nogle tilfælde ændre RAM-kredsene fra 128- til 256-bit. Det ændrede helt nede på hardware-niveau kortene fra 9500 til 9700-kort, oftest blot ved at installere et program eller, at lægge en loddeklat. Mange tusinde kroner kunne altså spares, hvis man turde.
Samtidig kom der en Radeon 9000-serie, der var en neddroslet Radeon 8500, som senere blev fuldt op med ret identiske 9200 og 9250. Der var også en 9100-serie, der var et rent 8500 med nyt navn. Altså kun DirectX 8-egenskaber, selvom mange mente at 9xxx-serien måtte stå for DirectX 9. Ligesom med nVidia's GeForce 4 MX blev ATi ret udskældt for dette markedsstunt, der kunne få folk til at tro disse kort var teknologiske nyskabninger.

---

TV: Original-udgaven af GeForce FX5800 Ultra med sit støjende FlowFX-kølesystem, TH: En mindre støjende Leadtek-udgave, der herhjemme blev kendt som kassettebåndet.

nVIDIA GeForce FX5800-serien

(4Q2002)
Nu da ATi kunne smide sådan et vidunder-kort, på markedet som Radeon 9700, var forventningerne skruet seriøst op til nVidia's nye high-end-chip, kaldet FX5800. Da kortet først blev præcenteret, lignede kortet noget fra en køleanlæg. Aldrig havde man set en så voldsom køle-løsning på et grafikkort før. Her var heatpipes, kobber, radialblæser, og ind og udsugning. Kortet var dual-slot, og selvom det var spækket, med den mest sindsyge køleteknologi, støjede det som en jetjager. nVidia valgte derfor, at kortet kunne clocke sig selv ned i 2D, for at undgå støj og varme, hvilket der opstod nogle problemer med. 3D-screensavers clockede kortet op som det skulle, men blæseren kørte stadig som i 2D og tit stod folk med et afbrændt kort til 4000,- kr, hvis de prøvede dette.
nVidia var åbenbart blevet seriøst overrasket, over ATi Radeon 9700 Pro's ydelse. De har muligvis ikke haft noget som helst at stille op mod det. Man valgte, at bruge de nyeste DDR2-RAM og clockede dem til 500Mhz, (seriøst sygt for den tid), pga. at FX5800 kun havde 128-bit RAM-kredse. For at nærme sig Radeon 9700 Pro's 310MHz, 256-bit RAM, måtte nVidia op over 500MHz, 128-bit, og så valgte man at bruge varme DDR2-RAM, da det var de eneste, der kunne tåle det. Selve chippen var også et fortidslevn, og kunne kun producere fire pixels per clock. nVidia startede dog med, at kalde chippen en otte pipelines-arkitektur, men flere sider fik skudt hul i denne oplysning, og det viste sig at kun i ekstreme tilfælde kunne chippen yde, som havde den otte pipelines, (8pixels per clock). Kortet var dog stadig nVidia's første DirectX 9-kort, og kunne levere DirectX 9.0a-egenskaber, der var langt forud for deres tid og var f.eks. det senere X800-serie DirectX 9.0b-egenskaber overlegene. Men nVidia havde ikke ydelsen med, det betød at ATi's halvgamle-9700 Pro-kort stadig ydede bedre end FX5800Ultra, var mindre støjende og teknologisk stadig lidt på forkant. ATi vendte bøtten 100%, og var nu klart førende på grafikkort-markedet og markedet begyndte derfor også, at indse der fandtes andet end døde 3Dfx og nVidia.
Angående 3Dfx stod FX i nVidia serien for, at man havde slået nVidia og 3Dfx sammen. I realiteten var det kun 2D-delen, der var fra 3Dfx og nappet direkte fra Spectre, hvilket vidst også var noget af det mest positive, man kunne sige om dette kort. nVidia havde nemlig forbedret deres 2D-kvalitet markant med denne serie.
FX5800-serien kom som et FX5800 og 5800 Ultra. Derefter fulgte en FX5600-serie og en FX5200-serie, hvis ydelse ligeledes var ret diskuteret. FX5200 var dog det første kort, der kunne levere DirectX 9 til low-end.

---

Matrox Parhelia var altså kun et DirectX 8-grafikkort, med nogle tilføjede DirectX 9-egenskaber, ydelsen var absolut ikke i eliten trods specifikationer, der burde have gjort det. Men selvom 9700 klart var dette års store overraskelse, var dets succes faktisk ikke særlig stor. For det første manglede vi en færdig udgave af DirectX 9, og for det andet havde mange nVidia-fans svært ved, at bytte mærket ud og havde rigtig store forventninger til FX5800-serien. Forventninger som i mange tilfælde blev vendt til skuffelse. 2002 var altså stadig et nVidia-år. GeForce 4 sad nemlig ganske pænt i det, og priserne var skruet godt i bund henmod slutningen af året, samt at der var kommet opdateringer til AGP8x over hele linien.