Test af lyden

Det er ingen hemmelighed, at jeg er helt vild med Sennheiser HD 800S, for de skinner altså igennem alt andet, jeg har herhjemme på hylden. Her er tale om en helt anden liga af detaljering, som får godt indspillet musik til at synge som små fugle i kor. For ikke at snyde mine ører for lidt ekstra god lyd, har jeg som skrevet tidligere fået lånt mig et sæt Sennheiser HD 800. Disse er dog med det såkaldte Anaxilus mod, som skulle tage noget af den lidt for harske lyd nogen oplever med HD 800.

Jeg kan derfor frembringe denne liste af testudstyr:

Afspiller: PC m. Tidal Hifi

Forstærker: Senheiser HDVD 800

DAC: Sennheiser HDVD 800

Hovedtelefon: Sennheiser HD 800S

Sammenlignings hovedtelefon: Sennheiser HD 800 m. Anaxilus mod

Da jeg ikke ejer noget af samme kaliber som HDVD 800, bliver testen udført udelukkende med den, hvorfor jeg ikke kan sammenligne med andre alternative setups.

Det første man ligger mærke til, når man får enten HD 800 eller HD 800S på hovedet er, hvor utroligt stort soundstage man har med at gøre. Vi snakker om en orkestersal med 20 meter til hver side. Det er uden tvivl den hovedtelefon, jeg har hørt, der kan formidle det bredeste soundstage. Begynder man at tælle 1 meter, 2 meter, 3 meter, så kan man med stor sikkerhed beskrive, hvad instrument der er tale om på den givende afstand. For nok er soundstage stort, men alt vigtigere er, om det gør noget godt for hovedtelefonen, og det gør det. Separationen af instrumenterne er helt fantastisk, for det hele kører rundt i lydbilledet, på den gode måde. HD 800S lader ingenting til tilfældighederne, og giver dig en god fornemmelse af, hvordan kunstneren har tiltænkt det. Om det er den ene eller den anden model, så gør de det begge lige godt.

Det er ikke kun bredden der overrasker, for dybden og højden forbløffer også. Her er tale om et tredimensionelt lytterum, der placerer dig lige i midten af seancen. Lydene går bagom hovedet, over hovedet, foran hovedet, ja, man bliver næsten rundtosset. Man får en god fornemmelse af det rum, som kunstneren prøver at skabe for en med nummeret.

Noget af det en del brugere af HD 800 synes er, at den godt kan virke lidt for lys til tider. Det er en hovedtelefon med en analytisk fremtoning, hvor i sær den øvre del kan være noget harsk for ørerne. HD 800S skulle efter sigende have fået sat en dæmper for dette.

Jeg har i instruktions manualen fundet følgende frekvenskurve:

Her skal det bemærkes, hvordan hovedtelefonernes kurve varierer i de højere frekvensområde. Kort sagt er der blevet klippet lidt i kurven fra ca. 5,5 kHz til 7 kHz, hvilket nok har været dér irritationen har været for brugeren.

Jeg har siddet i et stykke tid og skiftet lidt mellem HD 800 m. Anaxilus mod og HD 800S, og har lidt blandede følelser. HD 800 har en helt fænomenal diskant, som jeg nyder at lytte til. Den er præget af en analytisk tilgang til musikken, som formår at holde detaljeringen imens den skyder helt til tops. HD 800S har mistet lidt af den top, som jeg synes utroligt godt om ved HD 800. Samtidigt finder jeg ikke den samme separering i diskanten, hvor der godt kunne bruges lidt mere luft imellem lydene. HD 800S har ikke en dårlig diskant, den er bare tunet til den mere afdæmpede side, hvor HD 800 går lidt højere og analytisk til værks. Jeg kan godt forstå Sennheisers valg med HD 800S, for diskanten hænger fint sammen med resten af lydspektret. Der er en fin detaljering, hvor jeg på intet tidspunkt er i tvivl om hvor og hvordan det hele skal lyde. Den dér lille triangel nede i venstre hjørne på forreste række, kan høres så nydeligt, med en fin overbevisning om, at det ER en triangel og ikke en tilfældig lyd.

Som frekvensskurven, vist tidligere, også viser, så er det kun i diskant og bas området, der er blevet tunet. Mellemtonen er ud fra frekvenskurven helt identisk, hvilket jeg, efter et par skift mellem HD 800 og HD 800S, vil være enig i. Vokalen er utrolig fin, og placerer sig en lille smule foran diskant og bas. Den står tydeligt i lydbilledet, og giver lidt mere intimitet med kunstneren. Man kommer helt tæt på, hvor intet står i tilfældighedens tegn, men står nøgen og man får alt med.
Instrumenterne formår også at stille sig utroligt fint i lydbilledet, hvor man får en fin dybde mellem vokal og instrument. De små nuancerede og detaljerige lyde fra instrumenterne kommer alle med, der virkeligt får HD 800S til at skinne. En af de sange jeg har brugt til mellemtonen er Daft Punkt: Random Acces Memories – Get Lucky, og hold nu op min fod vrikkede. Instrumenterne var knivskarpe i baggrunden og spillede med en sådan overbevisning, at jeg næsten kunne sætte navn på instrumenterne – min ekspertise indenfor instrumenter er minimal, så det kunne jeg selvfølgelig ikke. Daft Punks vokal blev virkeligt bragt til live, og med en fin separation af ordene gav en helt overdådig oplevelse.

I mine yngre dage havde jeg et sæt gulvhøjtalere, som jeg mente gav en fantastisk basgengivelse, men da jeg skiftede dem ud til at sæt standerhøjtalere, forstod jeg bas lidt anderledes. Det samme er sket igen, for nu får jeg bassen indenbords på en helt anden måde, end hvad jeg er vant til, og især i et sæt hovedtelefoner. At få samme basgengivelse i et sæt hovedtelefoner, som i et stueanlæg er nærmest en umulig opgave. Sennheiser HD 800S gør det faktisk ganske glimrende, for bassen bliver båret fint med det store soundstage. I stedet for at man får de konstante ”punch” fra bassen, der slår hårdt mod trommehinden, får man en fløjlsblød bas ens trommehinder kan forstå.
Et lyt til HD 800 giver en fornemmelsen af en let og hurtig bas, der supplerer fint til den analytiske fremtoning hovedtelefonen tilbyder. HD 800S tværtimod har fået en smule mere tyngde, hvilket gør den bedre egnet til en større række musik. Den hurtighed jeg finder i HD 800 er ikke lige så tydelig i HD 800S, der fremstår en smule langsommere. Jeg vil betegne HD 800S, som værende mere musikalsk anlagt, der gør lytte seancen noget mere medgørlig og sjov.