Game Engine
EA har fundet det store arsenal frem til dette spil og har brugt deres populære Frostbite 3 grafik engine. Som nummeret indikerer er vi er 3. generation, så lad os kigge lidt på ændringerne.
EA startede med at udgive version 1.0 der kun blev brugt til XBOX 360 og PlayStation 3. Denne engine udkom sammen med spillet Battlefield: Bad Company i 2008. Der blev senere lavet en version 1.5 der også kunne køre på Microsoft Windows platformen. Denne udgave udkom i 2009 sammen med det meget populære Battlefield 1943. Efterfølgeren til Bad Company, også kaldet Bad Company 2 udkom i 2010 og brugte også Frostbite version 1.5.
Et andet aspekt end blot at vise grafik, så skal en engine også kunne udregne hvad der sker hvis en bygning smadres. Hertil brugte EA deres Destruction 1.0 engine i spillet Bad Company med Frostbite 1.0. Med udviklingen af Frostbite 1.5 blev Destruction opgraderet til version 2.0. Dette betød at destruktioner af bygninger og køretøjer blev meget mere realistiske.
Næste iteration af Frostbite kom naturligvis til at hedde 2.0 og debuterede sammen med spillet Battlefield 3 i 2011. Her så vi for alvor en udvikling af grafikken da man adopterede DirectX 11 og udelod understøttelse for DirectX 9, og dermed også Windows XP. Men ikke kun her fik Frostbite en overhaling. Der kom endelig understøttelse for 64-bit beregninger, samtidig med at man beholdte 32-bit understøttelsen. Havde man en 64-bit CPU og 64-bit Windows, som de fleste af os havde selv tilbage i Windows Vista tiderne, så kunne man nyde de ekstra FPS og ikke mindst understøttelse for fler-kernet CPU beregninger. Endelig kunne vi bruge vores 4 kernet CPU'er vi har haft i evigheder til at hjælpe med beregningerne! Alt dette kombineret med endnu en ny udgave af Destruction, denne gang version 3.0, gjorde at Frostbite så bedre ud end nogensinde før, og kørte bedre end nogensinde før.
Lidt under 2 år er gået, og i år 2013 så vi Battlefield 4 på gaden, og med spillet kom Frostbite 3.0. Med denne nye version kom også Destruction 4.0, hvor destruktioner nu ser bedre ud end før. Destruction 4.0 gjorde at man i en bestemt bane i Battlefield 4 kunne ødelægge en dam, og banen herefter blev oversvømmet med vand. Det var også her hvor vi så en opdatering der gjorde at Battlefield 4 ikke kun kørte DirectX 11, men også AMD's API Mantle, der gav bedre effekter og en højere ydeevne.
Siden 2013 har EA ikke lavet en kæmpe udvikling af deres Frostbite engine, så den hedder stadig 3.0, men med udgivelsen af Mass Effect: Andromeda melder EA at de har emplementeret understøttelse for DirectX 12, og derved endnu bedre grafik.
Det er altså klart at Frostbite blev udviklet til et første person shooter spil, men er senere blevet adopteret til Need for Speed serien og endda i Plants vs. Zombies.