Introduktion
Samsung har for nylig frigivet 970 serien og vi har fået en 970 EVO 500GB M.2 SSD tilsendt. Den nye serie er hypet til at være det hurtigste overhovedet på SSD området i øjeblikket, så det bliver spændende at se hvad den kan præstere. Samsung lover imponerende 3500/2500 MB/s læse- og skrivehastighed. Da det er en ny serie leveres den naturligvis med den nye Phoenix kontroller der sammen med nyeste generation V-NAND teknologi garanterer 300 TBW eller begrænset 5 års garanti.
Også denne Samsung M.2 disk leveres i en af de små velkendte æsker på ca. 98x144mm. Indeni finder man en manual, som kort forklarer på mange sprog hvordam man isætter SSD'en. Der er også en seddel med et link til at downloade Samsung Magician softwaren, som er software der skal anvendes til at teste og optimere SSD'en. Phoenix controlleren har vist sin eksemplariske formåen før nemlig på den 860 EVO jeg testede for ikke længe siden. Nu sætter vi den så til at yde så hatten passer på MVNe interfacet.
Samsung har været i gang som firma siden 1938 og har en finger med i næsten alt hvad der bliver produceret af elektronik for tiden. Samsung har et overvældende udvalg af forbrugerelektronik, og er blandt andet aktuelle med over 150 mobiltelefoner plus en masse andre gadgets, hardware, tablets, skærme, TV, afspillere og HiFi. Samsung ejer, eller er medejer, af omkring 80 selskaber, som producerer alt fra tøj til containerskibe. Der er tale om en af de virkelig tunge drenge i industriklassen, hvor forbrugerelektronik bare er en del af sortimentet.
Billeder uden Hwt logo er fra producenten.
På de næste sider ser vi nærmere på teknikken bag en SSD.