Specifikationer
Vi har som sagt fået nallerne i en Core 2 Duo X6800, eller rettere Core 2 Extreme.
Med Core 2 Extreme skifter Intel lidt stil hvad angår sine Extreme Editions. Tidligere var en Extreme Edition processor kendt for at have mere cache end resten af processorerne. Dette så man på Pentium 4 3.2EE processoren, som egentlig blot var en desktop-udgave af server-chippen Gallatin. Den ekstra cache gav forbedret ydelse - især i spil og miltimedia-scenarier - men i enkelte tilfælde var den ekstra cache faktisk lidt en hæmsko fordi den tilføjede latency i chippen. Eksempelvis kunne man i visse kontorprogrammer måle marginalt dårligere ydelse for en Extreme Edition processor end for en almindelig Pentium 4.
Nu er det nok de færreste som køber en Extreme Edition CPU for at blære sig med ydelsen i Office-pakken, men eksemplet illustrerer ganske godt hvad problemet var med at Extreme Edition CPU'en var anderledes med hensyn til cache. For at udnytte den ekstra cache optimalt kræves det nemlig at softwaren er skrevet til at udnytte det store cache-lager og derfor så man sjældent det fulde potentiale af Extreme Edition processoren. Og da kun en promille af markedet havde råd til disse processorer (og Intel havde dertil leveringsproblemer i flere omgange) var det småt med villigheden til at skrive softwarekode, som drog fordel af en Extreme Edition processor.
Dette har været medvirkende til at Intel nu skifter til AMD's strategi og lader deres high-end processor være magen til andre modeller, men blot har hævet clockfrekvensen. Første processor, der viser dette bliver dermed Core 2 Extreme X6800, som med 2.93Ghz clockfrekvens og 4MB cache ligner et ydelsesmæssigt vidunder. Prisen på 8500kr er dog desværre en kedelig hage ved bæstet.
Et screenshot fra BIOS Specifikationer Core 2 Extreme X6800
Dual Core Architecture
4MB cache
75W TPD
Default 11x multiplier, unlocked 6-11x
1066MHz bus ( 4x266MHz )