Software
Gamevice Live
ASUS har inkluderet en app som kan give dig overblik over hvilke spil du kan bruge din Gamevice controller med. Umiddelbart er der dog kun understøttelse for Gamevice controlleren, og det er altså ikke muligt at se hvilke apps der understøtter TwinView docken også. Det kunne godt have været rart, da det er endnu svære at lure hvad der kan bruges med denne. Man har mulighed for at søge efter titler eller sortere efter kategorier og lignende. I alt er der registreret 343 titler der kan bruges, så der er også lidt at give sig i kast med. Men det er selvfølgeligt langt fra alle titler på Google Play.
Klikker man sig ind på en titel får man mere info frem, blandt andet eventuel pris, hvis ikke appen er gratis, og hvilke controls der er med Gamevice. Der er også et direkte link til hvor man kan få fat i appen, hvilke ser ud til hovedsageligt at være via Google Play, men f.eks. Fortnite er der link til ekstern side til download.
Game Center
ASUS har installeret en app kaldet Game Center til at styre telefonens indstillinger for blandt andet ydelse, blæserhastighed, RGB lys, AirTriggers og deres såkaldte Game Genie. Det er muligt at se nuværende forbrug og hastigheder samt aktivere X-tilstand som booster hastighed og clocks yderligere for ekstra ydelse.
Klikker man sig ind i indstillingerne for RGB lyset finder man de vante indstillinger for RGB, forskellige farve og styrke indstillinger, effekter o.lign. Det er desuden muligt at indstille hvor hurtigt effekterne skal køre. Der er også nogle mere avancerede indstillinger, hvor man kan indstille hvordan RGB lyset skal reagere i forskellige situationer som f.eks. ved aktiveret X-tilstand, indgående opkald, etc. Det er ligeledes muligt at indstille farve, effekt og hastighed for hver enkelt situation. Den sidste ting man kan benytte her er såkaldt lyssynkronisering, hvor man kan lave en gruppe og synkronisere RGB lyset på tværs af flere ROG Phones på samme WiFi netværk. Jeg ved dog ikke hvornår man reelt set vil gøre brug af sådan en feature, måske hvis man har et ASUS ROG Phone LAN party?
Vælger man Game Genie har man mulighed for at konfigurere ens spil profil for hvert spil på telefonen, hvor man har mulighed for at indstille hvordan den skal bruge X-tilstand, maksimum CPU frekvens, skærmens opdaterings hastighed, brug af anti aliasing, o.lign. som kan forbedre spil oplevelsen. Det er også muligt at slå varslinger fra imens man spiller så man ikke bliver forstyret.
På næste side tager vi et nærmere kig på telefonens kamera.