Introduktion
Da AMD's CEO Hector Ruiz offentligt luftede at dual-core på K8-platformen blot var et spørgsmål om tid - og at AMD havde designet K8 arkitekturen med henblik på dual-core allerede fra starten - så fik Intel travlt. Løsningen for Intel blev at sætte to Prescott-processorer sammen og dermed blev Pentium D - og markedets første dual-core processorer - en realitet. Intel slog AMD på målstregen med henblik på at komme først på markedet, men Pentium D processoren var umiddelbart svagere end AMD's modsvar på stort set alle områder. Skaleringen var ikke imponerende og strømforbruget led også under at Pentium D blot var to Prescott-processorer, som var sat sammen.
Ret beset blev Intel simpelthen taget på sengen af AMD og det skulle nødig gentage sig. Derfor har Intel naturligvis haft både dual-core og quad-core med i overvejelserne, da man designede Conroe - den CPU, der fik navnet Core 2 Duo, og har ansvaret for at sende Intel tilbage i toppen. Dual-core var den fra dag ét, men nu er Intel klar med endnu flere processorkerner i samme chip i form af Kentsfield - Core 2 Quad.