Varme og strømforbrug
Omkring varmeudviklingen er der ingen tvivl om at Core 2 Quad skal have lidt mere effekt igennem transistorerne. Intel har selv ændret deres referencekøler, der nu har fået noget mere effektivitet, men desværre derfor også et lidt højere støjniveau. At der skal køling til kan dog godt forstås, når man nærlæser facts om CPU'en- Hele 582 millioner transistorer går der til en QX6700.
582 mio. af dem her ! Intel har samtidig valgt en meget konservativ rating af strømforbruget for QX6700. Således har Intel sat den til en TDP på 130W, hvilket er meget højt. Intel benytter dog samme trick som AMD med at angive TDP'en som den højeste for en produktserie og dermed afslører tallet altså ikke nødvendigvis noget om den egentlige models strømforbrug. Intel har tidligere brugt ratingen på blandt andet deres Pentium Extreme Edition 840, men i en nylig test undersøgte Tom's Hardware Guide denne processor mod en QX6700 CPU og her viste det sig at QX6700 lå cirka 15W lavere i strømforbrug end EE840 når systemerne kørte ved fuld belastning. Dette tal er målt for hele systemet, men viser at QX6700 er mere nøjsom med strømmen end tidligere high-end CPU'er fra Intel - også selvom der nu er fire processorkerner.
Det var faktisk ventet at Intel kun ville sætte TDP'en på QX6700 på 80W - som på Core 2 X6800 - men dette har man altså droppet. Sandsynligvis fordi man ikke altid ville kunne holde sig under de 80W. Strømforbruget er nemlig forskelligt fra CPU til CPU og normalt har Intel også haft en variabel processorspænding på deres CPU'er. Dette er dog indtil videre ikke aktuelt på QX6700, der har en processorspænding på 1.35V ved full load, men naturligvis sænkes denne, hvis eksempelvis den strømbesparende EIST-teknologi er slået til for systemet.
Intel har desuden omkring deres TDP nævnt at hvis fremtiden byder på Core 2 Quad processorer, som ikke er eXtreme editions, så vil disse sandsynligvis få en TDP-ratig på 100W. Et udsagn, der mellem linjerne markerer at flere quad-core processorer nok bare er et spørgsmål om tid.