Så stort set er nForce 680 SLI og de mindre udgaver identiske med dem NVIDIA tidligere præsenterede som nForce 590 SLI og nedefter. Blot er der bedre overclockingpotentiale i de nye udgaver. En anden kedelig ting, som er fuldt med er et strømforbrug, der desværre er lidt større end det Intel tilbyder. De første 680i bundkort ser ud til at sluge helt op til 30W mere end et Intel 975X eller P965-baseret bundkort under load. Vi kan håbe på, at dette tal mindskes efterhånden som der kommer nye drivere og nyere BIOS-udgaver til nForce 6 bundkort, men lige nu virker det som største anke mod nForce 6.
En stor fordel er til gengæld at alle nForce 6 chipsets fuldt understøtter samtlige Core 2 processorer. Det betyder både Core 2 Duo, Core 2 Extreme og endelig nævner NVIDIA også Core 2 Quad, hvilket må være et vink med en vognstang om, at det blot er et spørgsmål om tid før vi ser en billigere quad-core processor fra Intel, end QX6700.
En anden ting, som NVIDIA skal have ros for, er at man har beholdt supporten for P-ATA. Intel har som bekendt droppet denne support fra 965-serien af chipset, men da det stadigvæk er tæt på umuligt at opdrive optiske drev med S-ATA interface, er Intel bagud på point her. Bundkortproducenterne løser det ved at købe en P-ATA controller og sætte på bundkortet, men løsningen er lidt mere elegant i nForce 6 chipsettet, hvor P-ATA support stadigvæk er integreret.
nForce 680 SLI, 650 SLI og 650 Ultra er bestemt spændende chipsets og ydelsesmæssigt er de godt med mod Intels egne chipsets. På featurefronten kan Intel ikke være med og her trækker NVIDIA fra. Der er få minusser at få øje på og kun strømforbruget virker som et lille ét af slagsen. Det er mere end godkendt og NVIDIA ser ud til at have en rigtig god udfordrer til Intel's egne chipsets.