Test: Altec Lansing VS4221

Lyd d.  12. marts. 2007, skrevet af Woodgnome 0 Kommentarer.  Vist: 10092 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: Altec Lansing
DK distributør: GS Scandinavia

Design





Som jeg skrev i introduktionen, så er Altec Lansing ikke bange for at gå en tand længere, når det gælder design. VS4221 er ikke nogen undtagelse. Det er dog ikke subwooferen, som dette gælder for, da denne falder ind under "standard" designet for subwoofere; dvs. en firkantet sort kasse af anseelig størrelse. Til gengæld er den udført i træ, som klart er at foretrække frem for plastik pga. bedre lydegenskaber. Fronten er beklædt med et stykke sølvgråt plastic og øverst er 6,5" enheden monteret bag et solidt metalgitter. Vægten kunne jeg godt ønske mig var lidt tungere, da vægten for de fleste højttalere er proportional med kvaliteten. På bagsiden finder vi et strømkabel og et antal tilslutninger, som der vil bliver gennemgået nedenfor.



Af tilslutninger finder vi i alt 5 stk. som omfatter 3 RCA stik, 1 mini jack stik og et 8 pins stik, som mest af alt minder om video udgangen på et grafikkort. Hvis vi starter fra venstre og går mod højre, så har vi først udgangen til venstre sattelit og dernæst udgangen til højre sattelit. De mange forbindelser til højre sattelit skyldes, at denne også indeholder et par ekstra funktioner ud over muligheden for at afspille lyd. Efter udgangen til højre sattelit har vi minijack indgang til brug sammen med det medfølgende minijack kabel. Farvekoden for denne er tildelt efter de sædvanlige principper for PC lydkort og højttalere. De sidste to RCA stik kan også bruges som indgange, hvis man f.eks. vil tilslutte et TV eller en DVD afspillere. Hvis begge indgange tages i brug samtidig, har Altec Lansing valgt, at signaler fra begge indgange afspilles uanset. Dvs., har man to kilder koblet til højttalersættet, skal man som minimum huske at sørge for, at kun én kilde afspiller lyd af gangen eller helt slukke den ene - medmindre man er ualmindeligt god til at multitaske :).



Efter en designmæssig ret sædvanlig subwoofer, er sattelitterne absolut ikke bygget op om de sædvanlige principper, som gør sig gældende for PC højttalere. Sattelitterne er som basis bygget op omkring en kegleform, mens de 2 stk. 28 mm full-range enheder er placeret i et højt, slankt firkantet hus. 28mm enhedernes hus er sat fast i toppen af keglen vha. et led, som tillader en vinkling af husene på 0-45 grader. I bunden af keglen har Altec Lansing meget smart fundet plads til 3" mellemtone-bas enheden uden at dette er gået ud over størrelsen af sattelitterne. Dette er bestemt et plus for højttalerne, da sattelit-subwoofer kombinationer tit lider under en dårlig overgang mellem bas-mellemtone-diskant, pga. diskant enheder er for små til at spille i mellemtoneområdet og subwoofer enheder er for stor til at spille i mellemtoneområdet.

Sattelitternes farver er holdt i sølvgrå og sort ligesom subwooferen og yderligere bruges samme metalgitter foran enhederne, så designet matcher. Sattelitterne er desværre for lydegenskaberne ikke udført i træ, men i plastik. Det skal dog siges, at sattelitterne er ganske solidt udført uden at virke specielt "plastikagtige".



Vender man siden af højre sattelit til, kan man se grunden til brugen af et ekstra stort kabel til denne; volumenkontrol, og minijack udgang, hvis man gerne vil tilslutte et sæt hovedtelefoner eller lignende. Derudover fungerer højre sattelit også som modtager for fjernbetjeningen. Et lille kritikpunkt er knapperne, som virker lidt billige når man trykker på disse og så vil jeg mene, at plus og minus volumen er omvendt intuitivt placeret. Jeg ville i hvert fald have forventet at plus volumen var placeret længst bagud på sattelitten og har tit taget fejl af dette under brug. Yderligere er det umuligt at trykke på knapperne uden at sattelitten flytter sig, medmindre man bruger den anden hånd til at holde sattelitten på plads. Et par lidt mere samarbejdsvillige knapper ville ikke have skadet. En sidste note til knapperne er, at disse også fungerer som tænd/sluk, hvis begge trykkes samtidig.

Ledningsmæssigt har Altec Lansing gjort brug af ledninger til sattelitterne og netkabel med en længde på ca. 2,5 m. Vælger man at bruge sættet til f.eks. TV'et kan dette godt være lige i underkanten. Derudover ser der ikke ud til at være brugt meget tid på afskærmning af kablerne, deres tykkelse taget i betragtning. Sidstnævnte er selvfølgelig i småtingsafdelingen, men en billig forbedring om ikke andet.




Til sidst har vi fjernbetjeningen, der også er udført i hård sølvgrå plast og bruger samme design som mange fjernbetjeninger til eksempelvis projektorer. Via fjernbetjeningen har man mulighed for at justere bas, diskant og volumen, nulstille førnævnte og tænde/slukke for højttalersættet. Derudover kan man også aktivere/deaktivere loud funktionen. For de som ikke ved hvad dette indebærer, så kan jeg kort fortælle, at det menneskelige øre ikke opfatter alle frekvenser som lige høje, selv om lydtrykket er det samme. Med loud funktionen forsøges en kompensering af dette, ved at hæve de frekvenser, som opfattes lavere (dette er typisk frekvenser i bas- og diskantområdet).


For lige at opsummere, så er VS4221 et solidt bygget sæt højttalere med en innovativ finesse i form af en smart placeret mellemtone-bas enhed i bunden af sattelitterne. Farverne er holdt i sort og sølvgrå, som er i god stil med tidens mode og derfor passer sammen med det meste. Om man kan lide designet, er selvfølgelig en smagssag, men umiddelbart tror jeg, at de fleste ikke ville have noget imod højttalersættet, hvis blot subwooferen kan gemmes væk under skrivebordet eller lignende.