Northbridge - RS690
AMD 690G tager udgangspunkt i RS690 Northbridgen. Den understøtter samtlige AM2 CPU'er - lige fra Turion processorer til AMD's FX-serie. Hukommelse understøttes i form af DDR2 - præcis som vi har set det på alle andre AM2 chipsets. Én af grundidéerne omkring AM2 var jo netop DDR2 support.
690G skal dog sælges på den grafiske motor, der består af Radeon X1250 chippen. Den tager igen udgangspunkt i X700 serien, hvilket ikke lyder dårligt. AMD har dog valgt at skære ind til benet og tilbyder fire Pixel Shader enheder i 690G med fire Texture units - én pr. Pixel Shader enhed.
Vertex Shading er der dog slet ikke at finde - en nedgang på seks styks i forhold til den X700 chip, som man bygger på. Dette ligner meget en politisk beslutning, da Microsoft ikke kræver Vertex Shader enheder for at en grafikchip er Windows Vista Premium Ready - derimod skal der være Pixel Shader 2.0, hvilket 690G altså også har.
Alligevel er det klart at manglende Vertex Shading vil være en performancemæssig straf til chipsettet, der altså ser ud til at blive udkonkurreret at et X700 grafikkort. Med mindre man altså piller ved hastigheden.
Sagen er den, at den grafiske motor kører 400Mhz, men AMD har faktisk givet mulighed for at producenterne kan lade deres chipsets overclocke. Bundkortproducenterne kan nemlig via deres bundkorts BIOS - eller software - tillade overclocks på grafikdelen. AMD foreslår op til 500MHz, men bundkortproducenterne kan frit bestemme. Spørgsmålet er så hvordan skaleringen bliver, men det virker bestemt som et spændende tiltag fra AMD.
GPU'en fodres naturligvis af systemets RAM, hvor AMD går ud fra at 667MHz DDR2 bliver standard. Der kan tildeles op til 1GB RAM til den grafiske del, hvilket er ganske meget for en integreret løsning. Dog skulle der så gerne være ledig RAM nok til at køre resten af systemet, hvilket med Vista vil stille store krav til mængden af RAM. Alternativt kan man neddrosle til 512MB eller 256MB RAM til grafikchippen.