Introduktion
Så er Asus endnu en gang på banen med et bundkort baseret på AMD690 chipsættet. Skulle der nu sidde en enkelt, som ikke har hørt om Asus (ganske usandsynligt, men man skal aldrig sige aldrig…), så tager vi lige historien igen. Asus er en af de største producenter af retail bundkort og har igennem længere tid også arbejdet sig til tops i grafikkort segmentet. Sortimentet begrænser sig dog ikke kun til disse to kategorier, men også bærbare computer, LCD skærme, mobiltelefoner, barebones osv. Kort sagt har Asus fat i lidt af hvert og deres kvalitetsniveau er lige så højt, som deres brand er stort (og det er meget stort ;)).
Dagens model er M2A-VM HDMI der, som allerede skrevet, er baseret på AMD690 chipsættet. Som navnet angiver, er bundkortet gjort klar til HDMI og dertil kan man lægge HD audio og DVI, så allerede ud fra specifikationerne, kan en HTPC bygger begynde at savle. Men lad os få åbnet op for sagerne og se, om det kun er på papiret M2A-VM HDMI er imponerende.