Test: Linksys WUSBF54G

Netværk d.  18. juli. 2007, skrevet af Klavs S 0 Kommentarer.  Vist: 8824 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: Linksys
DK distributør: Linksys

Design

 
WUSBF54G er ikke det mest mundrette navn, men bag forkortelsen finder man nu ganske megen mening. ”W-” står for Wireless og ”USB-” giver sig selv. USB 2.0 understøttelse, og dermed er det også afsløret at netværkskortet er af USB-typen. ”F-” står for ”Finder” og fortæller at netværkskortet altså også har indbygget WiFi Finder. ”-54G” fortæller at vi har at gøre med 54G hastighed og netværkskorten er af typen 802.11g. Et langt navn, men der er altså mening med galskaben.
 

Hvis vi tager det ydre først, så er produktet forholdsvis normalt i størrelsen i forhold til at vi har gøre med et netværkskort, men med USB-tilslutningen i enden, så kommer produktet nemt til at ligne en USB-nøgle, der er af ældre dato – set i forhold til en moderne USB-nøgle er den ret stor.
 

 

Designet er i sølv og mørkegrå plastic, men en smule blåt for at markere Linksys egen farve. Kvalitet og samlinger er fine og enheden føles stabil og solid. Selv hætten, der dækker over USB-tilslutningen, sidder godt fast.
 

 
På den ene side af enheden finder vi en skydeknap, der tænder og slukker for WiFi Finderen. Når apparatet tændes, så scanner det automatisk efter netværk og efter endt søgning (det tager fra ca. 15-30 sekunder), så lister displayet netværk op. Alternativt skriver det ”No available wireless network” (øv…). Ved at trykke på scan-knappen under søgning, så kan man hurtigt stoppe søgningen efter netværk.
 

På oversiden af enheden finder vi to knapper. Den ene hedder ”scan” og den anden ”scroll”. Scan-knappen scanner naturligvis for netværk (alternativt kan man bare tænde og slukke enheden igen) og scroll bruges til at bladre igennem de fundne netværk. Ofte vil man nemlig være heldig og finde flere netværk og da enheden bruger hele displayet til at vise information om et enkelt netværk, så er det smart at der kan bladres.
 
Når der er fundet et netværk, så listes en række information i det to-linjers display. Der fortælles om netværkstypen (802.11a, b eller g), signalets styrke, netværkets navn, om der benyttes kryptering eller ej på det givne netværk og endda hvilken sendekanal, som netværket benytter. Endelig listes der antallet af fundne netværk, så man kan se hvor mange WiFi Finderen har detekteret. Slap a' James Bond !
 
WiFi Finderen kører på et indbygget batteri og dette lades automatisk op når enheden tilsluttes USB-porten. For at spare på strømmen, så slukker WiFi Finderen efter cirka 1 minut, hvis den ikke benyttes.
 
Men nok om funktionaliteten – når der scannes. Det smarte i dette produkt er jo netop at det er koblet sammen med et netværkskort. Dette er standard USB 2.0 og kan enten styres via Windows’ egen netværksstyring eller via Linksys egen Wireless Network Monitor.
 

Linksys lille utility er glimrende på flere områder – blandt andet er muligheden for at fastlægge profiler til tilslutning af trådløse netværk en ganske fin mulighed. Især fordi man simpelt kan eksportere disse profiler og benytte dem på andre PC'er, som skal tilsluttes netværket. Eneste anke mod Linksys utility er at det - selv uden at have forbindelse til et netværk - bruger omkring 15MB hukommelse. Naturligvis ikke meget i disse Vista-tider, hvor alt under 1GB RAM i maskinen er søvndyssende, men alligevel værd at bemærke, når andre kan gøre det bedre.

Med i pakken finder man - udover enheden selv - en driver-CD, en manual, en bærerem og endelig en fiks basestation. Basestationen er for så vidt bare en forlængerledning til USB-forbindelsen, men den er smart fordi brugerne af f.eks en stationær computer, nu kan få USB-enheden op på bordet eller et andet sted, hvor signalet må formodes at være bedre end på bagsiden af en stationær PC. En rigtig fin detalje, som øger brugsværdien.