Test: Trendnet TEW-633GR og TEW-624UB

Netværk d.  28. oktober. 2007, skrevet af Klavs S 0 Kommentarer.  Vist: 19543 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: TRENDnet
DK distributør: TRENDnet

 Netværkskortet - TEW-624UB

 

Da vi for nogen tid siden testede Trendnets draft 802.11n baserede netværksudstyr, så var vi temmelig begejstrede. Udstyret var noget af det hurtigste vi endnu havde oplevet og det havde et rigtig lækkert design. Dertil havde det et veludført brugerinterface og prismæssigt var det sat rigtig fornuftigt. Især udseendet roste vi og i forhold til daværende 802.11n løsninger, så var Trendnet absolut trendsættere indenfor design. Dagens testprodukt tilhører samme produktlinje og det ses tydeligt.

Trendnet har valgt den samme kølige blå farve, der også gik igen på routeren. Den er blå med et metallisk skær og det ser rigtig godt ud. USB-netkortet har samme farve hele vejen igennem og er holdt i et helt rent design. 

 
En lille diode sidder lige ved hætten, der beskytter netkortets USB-stik når det er lukket. Dioden lyser gult ved aktivitet via netkortet, men er ellers helt mørk. Størrelsesmæssigt er netværkskort noget mindre end Linksys’ WUSB300N og egentlig blot på størrelse med en slank USB-baseret hukommelsesnøgle.
 

Med i æsken finder man en manual, en driver CD og så en meget kort USB-ledning, der sandsynligvis har til formål at skabe lidt luft omkring netværkskortet, hvis det placeres i en USB-port bag på en stationær PC. Til dette så vi dog klart hellere en løsning i stil med den bordholder, som Linksys har tilbudt på enkelte af deres USB-baserede netværkskort, for Trendnets løsning flytter ikke netkortet særlig langt væk fra USB-porten.

Installationen af netværkskortet er ikke helt ligetil, men næsten. Trendnet bidrager med en installations-CD, som nemt installerer produktet. Vi anbefaler naturligvis den opdaterede driver fra Trendnets hjemmeside og man kunne godt ønske sig at man undervejs i installationsprocessen fik mulighed for at hente den opdaterede driver hjem. Andre producenter har dette med i deres software og alt andet lige bør dette kunne spare Trendnet tid på supporten, hvis man bedst muligt sikrer sig at brugerne altid benytter nyeste driver. Selve startskærmen er dog enkel og fiks - lige her mener vi fint at en "check for update" knap kunne placeres.

Enkelte vil måske bemærke at man ikke kan installere driveren her uden Trendnets utility - de mere erfarne brugere vil kunne luske uden om dette ved selv at installere driverfilen, men Trendnet måtte gerne have givet brugeren muligheden for at slippe for deres (ellers glimrende) utility.

Driverne er desværre ikke WHQL-certificerede, så nye brugere bliver muligvis forskrækkede over denne besked, der dog blot skal imødekommes med et "fortsæt alligevel" - og så kommer driveren på plads.

Driveren virkede stabilt i testperioden, så der er intet at frygte - men for uerfarne brugere, så kan Windows' advarsel godt skræmme.

Trendnets utility er rigtig fint. De har en rigtig nem og behagelig brugerflade og så trækker det få systemresourcer - et par skærmbilleder herunder viser det glimrende stykke software, der passer til det veldesignede netværkskort.