Design / Layout
Det er faktisk første gang jeg har haft et decideret serverbundkort mellem hænderne, og det første man lægger mærke til er størrelsen. Vi er opppe i 30x33cm, hvor et normalt ATX kort ligger på 30x24cm. Du skal altså have et ret stort kabinet for at rumme det, så alt andet end serverracks og hightower modeller er ude af billedet.
Flere ting indikerer at det ikke er dit standard kontormaskine bundkort der her er på spil. Blandt andet den ganske voldsomt store chipsetkøler, der skal tage sig af både sydbroen og i særdeleshed de to nVidia NF100 chips. De sidstnævnte bliver, nVidia traditionen tro, meget varme under drift. Herunder et billede hvor køleren er pillet af. Ud over at skæmme bundkortets udseende så larmer den også helt afsindigt, og man kan ikke skrue ned for blæseren i BIOS.
Til sammenligning er det værd at bemærke at nordbroen er passivt kølet. Der er også monteret kraftige køleprofiler på MosFets rundt om cpu soklerne, og nu vi er ved dem så læg mærke til at der sidder kondensatorer på to sider af soklen. Det har betydning for hvor stort et bundareal på køleren der er plads til, så alternative køleløsninger skal vælges med omhu. Det var faktisk et problem at få de to Zalman kølere sat på, for man er nødt til at vende monteringsrammen forkert ift låsearmen på cpu soklen, ellers kan køleren ikke være der. Det betyder at du skal montere din cpu i soklen inden du monterer rammen til køleren.
Midt på kortet finder vi 4 styk DDR2 ramsokler hvortil der skal bruges ECC ram, fully buffered. Det øger kostprisen en smule, men heldigvis er ECC ram fulgt med ned i pris sammen med det almindelige DDR2. Ulempen for os er at det er meget få fabrikanter der har gidet spekulere i overclockbare ECC rammoduler, da det jo er forholdsvis sjældent at nogen gider overclocke en server.
Der er ikke blevet plads til et floppydrev. Det har ingen betydning som sådan da de fleste nok er gået over til alternative løsninger, men alligevel træls når XP kommer og vil have en driver til AISTORE controlleren på drev A:. Windows Vista har ingen problemer med at genkende hardwaren, og det vil nok også være det foretrukne styresystem på denne platform, alternativt en Linux 64bit.
Der er dog en enkelt IDE kanal til rådighed, og seks SATA porte plus to eSATA, så det er ikke pladser til drev du kommer til at mangle. SATA drevene kører naturligvis med Intels fremragende Matrix Storage system der muliggør raid 0,1,5,og 10.
I afdelingen for sokler domineres billedet af de 4 x16 PCIe porte til grafikkort. derimellem ligger to styk PCI porte klemt inde, men har du dual-slot grafikkort vil den ene hurtigt forsvinde. Vil du have 4 ens grafikkort i maskinen, så skal du have fat i single-slot udgaver da de to nederste porte sidder lige ved siden af hinanden. Det bliver med stor sansynlighed kun ATi grafikkort der kommer til at kunne køre på den måde. Den kommende Catalyst 8.2 driver skulle understøtte quad Crossfire aka Crossfire-X.
På IO-panelet ligner det heller ikke en almindelig PC. Der er ingen PS/2 porte til mus eller keyboard, så frem med det USB drevne periferiudstyr. Til gengæld er der så hele otte USB porte, Firewire, LAN og 8 kanals lyd. Og aller øverst to eSATA porte til dine backup harddiske.