Introduktion
Hwt har været en tur i Berlin med Asus, hvor flere spændende events fandt sted. Først og fremmest blev der afholdt europæisk Advanced Overclocking Championship, hvor 9 hold der hver især repræsenterede lande i Europa, konkurrerede ikke kun om æren, men også om flotte præmier. Dernæst var der X-58 præsentation på programmet, hvor Asus fortale om de kommende X-58 boards og en helt masse andre meget spændende features. Der var såmænd også tid til lidt sightseeing.
Da jeg for små 14 dage siden blev ringet op af "The Boss", blev jeg positivt overrasket da han spurgte om jeg ville en tur til Berlin. Polarfar, vores anden Intel skribent havde ikke mulighed for at tage afsted, og eftersom Asus kun havde plads til en enkelt mand, så var valget altså faldet på mig.
Efter en længere rejsedag med mellemlanding i Amsterdam, regnede jeg med at skrive en update så snart jeg nåede hotellet. Men i al min iver, blev jeg som en anden gadedreng overvældet af hotel-receptionens glitter, glans og glamour. Da jeg blev bedt om at aflevere mit kreditkort, måtte jeg flovt indrømme at jeg ikke er ejer af et sådant, men et pasnummer skulle vise sig som gangbar valuta i den sammenhæng. Jeg fik som en anden spion udleveret en forseglet konvolut, og blev henvist til mit værelse på første sal. Der skulle imidlertid gå henved et kvarter, før jeg fik indlogeret mig. Ikke fordi værelset var svært at finde, men som den 4-stjernede hotel-noob som jeg nu er, var jeg ikke klar over, at nøglekortet skulle placeres i en holder ved dørindgangen, før lyset på værelset blev aktiveret. Herefter gik der yderligere et stykke tid med at læse manualen til værelset, der inkluderer fjernsyn med internetadgang, telefon, internetadgang på den bærbare via LAN og trådløst, den extra vask til konen/kæresten/elskerinden der folder sig ud under skrivebordet, badeværelset med håndklædevarmer, føntører og ikke mindre end tre forskellige serviet-dispensere, samt den automatiske bukse-stryge-maskine og pengeskabet i garderobeskabet - og nårh ja, køleskabet med minibaren, der er suppleret af en stor kurv med snacks, glas og destilleret vand til 7,40€ (kr. 55,-).
Konvolutten jeg fik udleveret, indeholdt ganske rigtig min forestående mission:
09:15 - 09:30 Meeting in Hotel lobby
09:30 - 10:00 Bus shuttle to Event
10:00 - 13:00 Get Ready & Preparations
13:00 - 14:00 Lunch
14:00 - 18:00 Advanced Overclocking Championship & Award Ceremony
18:00 - 18:30 Bus shuttle to Hotel
18:30 - 19:30 Free Time
19:30 - 20:00 Walk to nearby restaurant
20:00 - 23:00 Dinner
Vi dækker det europæiske Advanced Overclocking Championship på næste side.