Introduktion
Thermaltake er for de fleste af os nørder, noget vi både har respekt for og griner af. Respekten stammer hovedsageligt fra deres første CPU-kølere der praktisk taget var med til at indføre 3. parts-køleren. De lavede en seriøs køler der kunne sænke temperaturen markant på CPU'en. Derudover havde de et design som var til at genkende og som gav ejeren den vildeste respekt når han fjernede computerens sidepanel. De såkaldte Orb-kølere er siden blevet efterlignet, og Thermaltake valgte for et par år siden at genoplive serien. Det grinagtige stammer fra nogle af deres første kabinetserier. I første omgang var det Chieftec kopier, men siden hen blev disse så overdesignede, at praktisktaget kun de yngste kunne forstå stilen med 5 forskellige farver, målflag og knapper fra noget der skulle ligne en formel 1-racer. Thermaltake blev kendt som konfirmand-producenten, da de var dyre og fyldt med alt muligt unødvendigt lir, og da teenagere ofte sprang på dem, fordi de troede de købte det vildeste på markedet.
I dag er mange af deres kabinetter stadig i samme stil, men de disker også op med ganske stilfulde sager, og ofte har de stadig fleksibiliten fra de overdesignede kabinetter. Soprano-kabinettet er blandt de rigtig kendte, og dette element S kunne meget vel falde i samme gruppe. Førstehåndsindtrykket er i hvert fald ganske flot.
Kabinettet er utroligt flot udført. Pladerne er solide, lakken ser ud til at være holdbar, og man føler seriøst at man står med noget tungt grej. Apropos tungt, så vejer det også som en mindre bungalow. Knapt 9 kg uden strømforsyning og hardware. Blæserne er store, er der er gode muligheder for at øge luftflowet med endnu flere.
Man bemærker også hurtigt, at der er masser af plads. hele 7 3½" drev er der plads til, og derudover er der separate pladser til 3 5¼" drev og to pladser til 2½". 2½" er hovedsageligt drev til bærbare, men bl.a. SSD-drev i 2½" er på vej ind, og så er de nyeste WD Velociraptor drev jo også 2½" hvis man fjerner køleribberne.
Fronten er godt polstret, hvilket faktisk viser sig at være støvfilter. Men det dræber ganske effektivt støjen fra bl.a. drev og blæsere.
Tilbehøret er flot. Der er special-skruer til 3½"-drevene og masser til bundkort, drev osv. Og så er der lagt strips med, hvilket er en god idé hvis man har mange kabler.
Førstehåndsindtrykket er i hvert fald i orden. Lad os se lidt dybere på dets egenskaber!