Harddiske
Harddiske er værre end de fleste tror. At spinde én til fire skiver op i 7200 omdrejninger i minuttet kan kun resultere i støj. De fleste producenter er klar over dette, og reklamerer med flydende lejer og bedre isolering til at holde støjniveauet nede.
Harddiske har to typer støj. Den ene er den jævne og mest irriterende støj af en hurtigtgående skive (lyder meget som vindstøj). Den anden er den knaselyd der opstår når læsearmen flyttes. Den sidste lyd er oftest til at leve med, selv om det er den lyd der er tydeligst. Men det er desværre også her at man oftest måler støjniveauet da det er den lyd der larmer mest. Så regn ikke med de dB-tal der står hos producenten. Støjen varierer meget fra produkt til produkt. Der er dog flere ret sikre valg hvad angår køb af støjsvage harddiske. En af de meste spændende er Western Digitals såkaldte ”Green” harddiske. De spinder ganske enkelt ned til 5400 RPM når de ikke bliver brugt, desværre er denne løsning også langsommere end gennemsnittet.
Har man penge er SSD'er vejen frem
En anden mere solid løsning er Solid-state-disk (forkortet SSD). Disse er dog ret dyre, men da de er bygget op om en teknologi ligenende RAM, er der ingen bevægelige dele og deraf ingen støj. De bruger væsentligt mindre i strøm, og afgiver derved mindre varme, og stresser strømforsyningen mindre. Hastigheden er høj og ved evt. at kombinere sådan én med en WD Green får man både høj ydelse, høj kapacitet og lavt støjniveau.
Flere hybrid-løsninger er også på markedet. Her kombinerer man en mindre SSD med en større harddisk i en disk, der derved giver højere ydelse end almindelige harddiske og mere plads end normale SSD'er. Disse løsninger tænker dynamisk på hvilke data der er mest behov for og flytter dem derved mellem det store lager (HDD) og det hurtige lager (SSD).
En anden mellemløsning der før SSDer ofte blev brugt til lownoise computere er harddiske til bærbare computere. Disse må ikke bruge meget strøm, skal fylde lidt og oftest er ydelsen faktisk med de normale harddiske. En alternativ og ofte ret brugt løsning er at bruge en NAS. En NAS er et lille kabinet med harddiske der er forbundet via ens netværk. Man kan så placere den i et andet rum, så man for alvor kan få dem på afstand og stadig have adgang til sin lagerplads.
Et specielt harddisk-kit fra Zalman og Scythe der både skal holde støjen og temperaturen nede.
Hvis man nu ikke kan komme til penge og sidder med den gamle type harddisk, findes der også løsninger til dette. Bl.a. kan man sørge for at harddiskene går i standby hvis man ikke bruger dem. Denne indstilling ligger under strømstyring i kontrolpanelet. Mange kabinetter har idag dæmpe-materiale i form af elastikker eller gummiringe til at fjerne vibrationerne fra de hurtige harddiske. Oftest er det faktisk således at det ikke er harddisken der støjer mest, men kabinettet. Vibrationerne fra harddisken forplanter sig i kabinettet der så forstærker støjen (dette gælder selvfølgelig ikke SSD'er). Har man nu ikke sådan et kabinet kan dette faktisk laves selv ved hjælp af kraftige elastikker, eller ved at købe et specielt harddisk-kit.
Gode råd:
-
Læs test af harddiskene og prøv at få en idé om støjniveauet inden du køber. Der kan være meget forskel på støjen og de lyde de udsender.
-
Har du råd, så gå efter SSD'er istedet for traditionelle harddiske.
-
Mangler du plads på en SSD så køb en lille SSD til system-harddisk (den der bliver brugt mest) og en stor støjsvag almindelig harddisk (til musik og video betyder hastigheden ikke så meget).
-
Køb evt. en NAS. Det får støjen på afstand og øger fleksibiliteten i hjemmet. Bl.a. kan en stor del af moderne fjernsyn, musikanlæg, mobiltelefoner, tablets osv. også komme i kontakt med sådan én.
-
En hurtig og effektiv løsning er at hænge ens harddiske op i elastikker.