Introduktion
Læseren DrNick har skrevet en anmeldelse af sit spritnye Fractal Design kabinet, som vi bringer her.
Tak til Fractal Design, der har sponsoreret kabinettet.
Det svenske firma Fractal Design har i de seneste år gjort sig bemærkede blandt entusiaster og computerinteresserede med deres voksende sortiment af stilrene kabinetter.
Selvom firmaet stadig er i den mindre ende i forhold til giganterne, har de alligevel opnået succes. Ved at holde designet til en minimalistisk stil, med fokus på det praktiske og uden at gå på kompromis med kvaliteten er det lykkedes Fractal Design at lave kabinetter til en overskuelig pris, som til og med også er æstetisk attraktive. Dette gør at kabinetterne er fuldt ud i stand til at konkurrere med de noget dyrere kabinetter fra f.eks. Lian Li, Corsair eller Silverstone, som ligger i en højere prisklasse.
Efter deres succes med Define serien, annoncerede Fractal - Arc serien. Først med kabinettet Arc Midi og senere deres Arc Mini. To kabinetter som stort set er identiske, lige bortset fra størrelsen. Sidstnævnte er hvad vi skal kigge på i dag og jeg må sige at jeg har glædet mig længe til at få et kig på dette kabinet, da det efter sigende skulle have enormt meget plads og stadig være småt.
Kassen følger Fractal Designs udseende fra hjemmesiden og er af rimelig god kvalitet, ud over dette er den ganske almindelig med informationer om produktet.