Test
Testmaskinen består af :
Intel D945GCLF
Atom 230 1.6GHz
Onboard i950 grafikkort
1GB Samsung PC2-667
König 350w PSU
Seagate 40GB SATA150
Sony DVD-RW
Programmer:
Windows XP Pro SP2
3Dmark03
PCmark05
SuperPI 1M 1.5 XS
Sisoft Sandra 2007
VLC Media Player
MediaPlayer Classic
Sisoft Sandra
Som det første tager vi Sisoft Sandra i brug for at få en ide om hvor vi står henne mht. CPU-kraft.
Som det ses efterlader Atom-chippen VIA's 1.5GHz C7 model i en støvsky. Vi ligger og roder rundt omkring en gammeldags Pentium 4 400fsb model på 2GHz, og en Athlon XP 2000+. Altså i første omgang ikke imponerende ift. en moderne Core 2-CPU, men vi har altså med en 2.5 Watt'er at gøre, så jeg kan tilgive meget.
Ser vi på RAM-båndbredden er det faktisk ganske positivt. Det er singlechannel konfiguration, men på trods af det er 2700MB/sek faktisk rigeligt til en kontormaskine. VIA's systemer ligger typisk på under det halve.
PCmark05
Vi skal se hvad den lille Atom-processor formår at levere af ydelse på kontoret. PCmark05-testen udsætter systemet for en lang række almindeligt forekommende opgaver, som f.eks udpakning af filer, rendering af billeder, virusscanning osv.
Sammenlignet med almindeligt forekommende desktop CPU'er iøvrigt så er det ikke specielt imponerende hvad en Atom-CPU kan, men til de fleste opgaver er det faktisk alt rigeligt. En Celeron 420, der er en ægte Core-chip, ligeledes med 512kb cache og 1.6GHz, vil score lidt over det dobbelte, men bruger så også den tidobbelte mængde strøm, og det er i det lys vi skal vurdere Atom.
SuperPI 1M
Her nytter hyperthreading ikke noget. SuperPI er en ren singlecore applikation.
Ja man kan faktisk godt nå ud og hente en kop kaffe mens Atom tygger på problemet. Altså en ret slatten omgang når der skal knuses tal. Førnævnte Celeron er lidt over dobbelt så hurtig.
Jeg har også prøvet med en Cinebench 10 test, men det tager så lang tid at gennemføre at jeg nåede grænsen for min tålmodighed, så det må tænke jer til. I stedet har jeg kastet en 3Dmark03 test efter den. Ikke at det går ret meget hurtigere, men det går da.
3Dmark03
621 point er jo nok ikke noget der giver ATi og nVidia sved på panden foreløbig. Intel 950 grafikken er en gammel dame i grafikkort sammenhæng, og ligesom 945-chipsettet en anelse uddateret. Men igen skal vi se tingene i deres rette sammenhæng, og til en discount kontor-PC er det fint nok.
Afspilning af film
Det kunne jo være interessant at se om den lille sag her kan bruges til at afvikle film på. En HTPC i miniformat til en kostpris under 1000kr. er nok noget der kunne tiltale de fleste brugere. Jeg har derfor kastet lidt forskellige videofiler efter Atom-bundkortet for at se hvor megt det belaster systemet, og om det giver et brugbart resultat.
DVD
På med en DVD-film i DVD-RW drevet, og gang i VLC media player.
Som det ses af CPU-måleren så er det ikke noget der giver sved på panden, og der var heller ikke skyggen af problemer med hakkende billeder. Det samme gælder for Xvid og DivX.
Xvid
Belastningsmåleren står og svinger mellem 0 og 1%, så altså ingen problemer her.
Anderledes går det når vi giver den et moderne high definition format at arbejde med.
BluRay
Jeg fik fat i en 720p version af "Pirates of the Caribbean", altså en forholdsvis lav opløsning, og en bitrate omkring 4500kb/s.
Billedet og målingen snyder lidt. Det ser ud som om CPU'en kun er 50% belastet, men det skyldes at Atom har hyperthreading og derfor optræder som to kerner ligesom en gammeldags Pentium 4. Uden hardwareacceleration fra onboard-grafikken til at hjælpe med afviklingen går systemet i knæ, og resultatet er ikke anvendeligt.
Og så blev testen ellers lidt mere langhåret end jeg havde kalkuleret med, for når man først er begyndt at se hvilke film formater der kan afvikles bliver man hurtigt suget ned i en verden af codecs, splittere, wrappere og afspillere med eksotiske navne, og hver deres speciale. VLC player har den ulempe - viser det sig - at den bruger sin egen interne decoder til at afvikle den BluRay fil jeg har fået fat i - som i virkeligheden er en pakket version i et såkaldt .MKV format. Den er også kendt under navnet Matroska Video, og er et open source pakkeformat hvor man kan samle video, lyd og undertekster. Ulempen er så at VLC kører processen som en ren enkelttrådet operation, og derved udnytter man kun halvdelen af regnekraften i Atom cpu'en. Dertil kommer at der er ufatteligt mange high-definition formater ud over HD-DVD og BluRay.
Nå men altså, så må vi jo se om vi kan klemme lidt ekstra kræfter ud af spillen. Ind med en Matroska-splitter, der skulle hjælpe med at få afkodet filen, ind med en Windows Mediaplayer Classic der kan køre flertrådet afvikling af video, og ind med et ATi HD2400 Pro i PCI-udgave. HD2400-chippen har hardware decoder understøttelse for de gængse HD-formater. Problemet - eller opgaven - er at få aktiveret de såkaldte AVIVO-drivere i de rigtige programmer og få det til at arbejde sammen, og det er ikke nogen nem opgave. Der er faktisk ikke rigtig nogen dokumentation på hverken AVIVO eller programmer der skulle kunne udnytte det. Og oven i det er der en ret voldsom mængde forskellige decodere man kan bruge i forbindelse med de forskellige programmer. Men ligemeget hjalp det. Med MPC til at afvikle min 720p .MKV film kører det flydende i 12-15sek. af gangen for så at fryse billedet i 2-3sek. Det er så tæt på at lykkes at man kunne tude.
Som det ses på billedet herover arbejder CPU'ens hyperthreading for fuld drøn, men lige lidt hjælper det.
Jeg har også forsøgt med en 1080p fil i Transport Stream format (.ts) der er MPEG2-kodet. Det går faktsik lidt bedre, men det er stadig ikke uden hakken. Hvor er det ærgerligt at man ikke har mulighed for at overclocke Atom-CPU'en på Intels board, for det er ikke mange kræfter der mangler.
Strømforbrug
Og hvad bruger bæstet så af strøm. Her mener jeg Intel har skudt sig selv lidt i foden ved at parre Atom-chippen med deres ellers udmærkede 945GC-chipset. Det er en ældre dame når vi snakker chipset og strømforbruget ligger omkring 22W, eller næsten 10 gange så meget som CPU'en. Når nu man har 65nm-teknik til rådighed, og G43- og G45-chipset i skuffen der kan afvikle DirectX 10 er det mig ganske ubegribeligt hvad der ligger til grund for at parre en 2.5W CPU med et uddateret og ikke ret højt ydende chipset.
Sammen med en 3.5" harddisk og et standard 5 1/4" DVD-RW drev trækker hele systemet 42 Watt fra lysnettet når jeg bruger en M2 160W Vehicle PSU, der er lavet til biler, både og andet 12V udstyr. Med en billig 350W ATX supply kommer vi op på 47W. da standard PSU'en ikke er lige så energi effektiv. I forhold til min gamle filserver med G33 chipset og E2160 CPU er det mellem halvdelen og en tredjedel mindre strømforbrug, og Atom-maskinen afvikler de samme opgaver.