Test: Creative Gigaworks T3

Test

Traditionen tro er der blevet testet med en masse forskellige typer musik, nogle film og til sidst et spil.

Til testen er brugt:

Musik

• Airbase - Ocean Realm
• Ron Van Den Beuken - Timeless
• Sarah Brightman - Nossun Dorma
• Holly Cole Trio - I Can See Clearly Now
• Epica - The Phantom Agony
• In Flames - Sleepless Again

Film

• Transformers
• Star Wars

Spil

• Call of Duty 4

Musik
Musikken er uden tvivl der hvor højttalerne vil komme mest til sin ret, idet vi taler om et 2.1 højttaler sæt. Anlægget er lavet til stereo, så her slipper man for virtuel surround og andre mærkelige forsøg på at fremstille noget lyd, som ikke er der.

Vi starter med at smide noget trance på, og da jeg personligt er ret vild med Airbase, må de endnu engang stå for tur. Der blev skruet op, og Ocean Realm bragede ud af højttalerne.

Det første der fangede opmærksomheden, var dybden i subwooferen. Rent faktisk var bassen meget dybere end den burde kunne være med så lille en kasse, så idéen med at have 2 passive enheder til at håndtere de dybeste frekvenser, har virkelig givet bassen et ordentligt spark i den gode retning. Dog skal man lige passe lidt på, for hvis man skruer helt op for subwooferen på nogle typer musik, kan den godt overstyre en del, og rent faktisk komme lidt ud af takt. Dette skete dog kun ved dette nummer, og grunden er, at udover selve bassen, bruger nummeret en hel del andre bastoner, som kan være en smule svære at skelne mellem, hvis subben bare brager derudaf for fuld skrue. Det kan så heller ikke anbefales at skrue helt op, for bassen klarer det skam fint hvis den er sat op efter højttalerne.

Subwooferen er sat op, sådan at midten på volume-knappen er den anbefalede volumen, men Creative tester deres anlæg i et studie med bløde vægge, for at gøre rummet så lyddødt som muligt. Derfor er det en god idé at skrue en lille smule ned for bassen, idet de fleste hjem er lavet med vægge af træ eller sten, og derfor vil slå meget mere af lyden tilbage end bløde vægge vil. Så den anbefalede højde vil i normale hjem være lidt under midten.

Vi giver lige bassen en test mere i form af Ron Van Den Beuken, som er kendt for at invadere de europæiske diskoteker og events, med en bas som går direkte i brystkassen. Endnu engang må det siges, at subben virkelig kunne brage igennem. Samtidig lagde jeg mærke til at bassen bare var der, men det var ikke markant at høre hvor den kom fra. Dette skyldes som sagt at knæk-frekvensen er lavere her end på mange andre 2.1 anlæg, og derfor er det kun de dybeste frekvenser der bliver håndteret af bassen. Dette gav et meget flot lydbillede, hvor bassen komplimenterer satelliterne, i stedet for at være alt for dominerende. Rigtig lækkert!

Satelliterne skal selvfølgelig ikke glemmes, så vi smider noget klassisk musik på, der lægger vægt på diskant og den høje mellemtone, for at se hvordan anlægget klarer sig i den ende af skalaen.

Ganske som forventet klarede satelliterne selv de højeste toner til UG. Der var ikke den mindste piben eller hvinen fra diskanterne, og generelt set lød det meget flot. Endnu engang var jeg meget imponeret over det samlede lydbillede.

Til den næste test har jeg udover selv at lytte også indblandet Creatives egne test resultater, her testet imod det de kalder et "Brand B". Creatives egen test er lavet for at vise hvor nøjagtigt bassen og satelliterne gengiver lyden. Og dette er ikke bare en test jeg har grebet ud af ingenting, jeg var selv til prerelease på anlægget, hvor denne test blev gennemgået, så den er skam god nok :)

Holly Cole Trios "I Can See Clearly Now" blev brugt til testen, blandt andet fordi den bruger en Cello i starten, hvor den aller første tone fortæller ufattelig meget om præcisionen.

Lad os kigge lidt på forskellen imellem Gigaworks T3 og "Brand B"., hvad angår præcision i subwooferen.

"Brand B"

Gigaworks T3

Som det ses på de ovenstående grafer, er der meget mindre forvrængning på T3. Den gule graf er næsten identisk med den blå, som er det originale signal. På den måde opnår man en meget mere præcis gengivelse af lyden, hvilket er med til at forbedre lydbilledet en hel del.

Hvis vi går tilbage til nummeret og celloen som vi nævnte tidligere, er der også lavet en måling på gengivelsen af den første cello tone. En cello er meget svær at gengive i et højttaler sæt, så derfor er der så meget ballade omkring hvordan den gengives.

"Brand B".

Gigaworks T3

Ovenover ses den første tone i nummeret, og der er en markant forskel i gengivelsen af lyden her. "Brand B"-grafen virker noget ujævn, og den mister faktisk noget af lyden. Derimod er T3 grafen en næsten identisk forstærket gengivelse af lyden, og forskellen mellem de 2 er faktisk så stor at den kan høres for selv forholdsvis utrænede ører. Der er meget mere dynamik i T3-anlægget.

Næste forsøgskanin er Epica, der med sine fantastisk flotte symfoniske metal toner, sætter store krav til dynamikken.

Det første jeg lagde mærke til, var faktisk en hihat i starten af nummeret, som jeg ikke havde lagt mærke til før, så det gjorde et kæmpe indtryk på mig, hvordan kunne jeg ikke have hørt den før?

Strygeinstrumenterne og den hårde guitar komplimenterede hinanden super flot, og på intet tidspunkt føltes det som om instrumenterne blev blandet sammen. Igen meget imponerende.

Sidste skud på stammen er In Flames, og så er popdrengene ellers lagt i seng, for denne type musik er bestemt ikke for sarte ører. Denne type musik sætter store krav til både subwoofer og satelliter, idet subwooferen nemt kan risikere at blive dominerende, på grund af den dobbelte stortromme og den voldsomme afstraffelse af guitarerne.

For nogle vil denne type musik nok lyde som larm, alene på grund af genren, men nu kan jeg personligt godt lide denne type musik, og på intet tidspunkt blev det til larm. Instrumenterne var knivskarpt adskilt fra hinanden, og igen var det faktisk svært at lokalisere hvor bassen kom fra, så jeg var endnu engang helt vildt imponeret over det samlede lydbillede.

Musikken lød helt fantastisk i anlægget, så lad os se hvordan en film ville klare sig.

Film
Creative praler med at satelliterne kan håndtere meget dybere frekvens end normalt, hvilket betyder at især en mands stemme vil nyde fordel af dette. Mænds stemmeleje ligger normalt i den dybe diskant og ned til den høje og midterste mellemtone, og til testen hos Creative havde de indspillet en mand der fortalte om hvor dejligt dette anlæg var, og på Bose anlægget kom næsten 70% af hans stemme fra subwooferen, hvilket ødelægger lyden rimelig meget. Derfor skulle dette selvfølgelig også testes her, og hvad er bedre til det end Optimus Prime i åbnings scenen i Transformers.

Jeg var meget imponeret over resultatet. Testet imod mit eget Empire højttalersæt, var der en markant forskel. Stemmen stod flot og klart ud igennem satelliterne, og jeg vil skyde på at det kun var omkring maks. 5%, der kom fra subben. Den gav en helt anden stemning i filmen, fordi hele dialogen kom ud igennem satelliterne, istedet for at ligge og mumle rundt under skrivebordet.

Vi tester også lige med en god gang Star Wars, og fyrer helt op for anlægget. Der var vildt gang i den, og det endte faktisk med at min nabo kom ind og så filmen sammen med mig. "Det er da godt nok et fikst anlæg du har der", var hans eksakte ord, og jeg vil give ham fuldstændig ret. Det er bestemt et fikst lille anlæg.

Spil
I skal selvfølgelig ikke snydes for en lille spiltest, men normalt er jeg imod at teste et 2.1 anlæg på spil, for det kan ikke rigtigt forsvares imod et 5.1 anlæg, idet surround bare betyder så ufattelig meget, når det kommer til spil. Alligevel var der godt gang i Call of Duty, og man fik en rigtig god indlevelse i spillet, til trods for det kun var i stereo. Ikke så ringe endda :)

Testen er forbi, og denne "wall of text" kan få en ende. Fantastisk flotte resultater af testen, så lad os smutte til konklusionen og få givet anlægget nogle karakterer.