Historie og Teknologi
Der findes ikke nogen fælles standard for overførsel af data i el-ledninger, men en af de større aktører på det område, er HomePlug PowerLine Alliance, som SiteCom’s produkt hører til.
Nogle af de første standarder (HomePlug 1.0) herfra kom frem i 2001 og tilbød svimlende hastigheder af 14 Mbps. Lige præcis den hastighed er dog interessant, da det er højere end de 11Mbps den trådløse standard 802.11b kunne tilbyde, som blev udbredt omkring samme tidspunkt. Begge hastigheder er dog i høj grad teoretiske, hvilket køberne hurtigt fandt ud af – og det gjaldt ikke mindst HomePlug.
Senere kom hurtigere standarder til, sikkert for at konkurrere med 802.11g, men den nyeste og hurtigste, hedder HomePlug AV. Udover at tilbyde en (teoretisk) hastighed på 200 Mbps, indeholder den også en række initiativer til at overføre/streame lyd- og videomateriale pålideligt, dvs. med lav latency og sikkert vha. QoS-funktioner.
Enhver kan se fordelen i at ’genbruge’ sine gamle, mølædte (og skjulte) el-ledninger til at streame video til et mediecenter i stuen eller overføre filer mellem to computer på hver sin etage. Og dermed slippe for at trække og skjule patch-kabler eller installere besværlig trådløs netværk med underlige krypteringsformer og dårlige drivere, og som alligevel kun lige kan nå det bagerste værelse på 1.etage med periodiske udfald til følge.
Problemet er bare at el-ledninger ikke er designet til at overføre data.
’Miljøet’ er sindssygt støjfyldt, dels fordi elektroniske apparater støjer ind på el-nettet, når de er tændt (en lysdæmper eller hårtørrer f.eks.) eller når de bliver tændt og slukket, men også fordi kablerne i sig selv modtager meget støj udefra, da de ikke er så godt beskyttet som f.eks. patch-kabler ved snoning og andre smarte måder.
Alt dette medfører at de signaler man vil sende, bliver ’sløret’ og dæmpet helt ufatteligt, hvilket gør hurtig dataoverførsel meget besværlig. Alle de problemer kender man også fra dataoverførsel i telefonkabler (ADSL), som også bliver (mis)brugt til dataoverførsel.
Lad os hurtigt hoppe videre og se nærmere på SiteCom’s LN-513 200Mbps HomePlug Kit.