Kassens indhold
LN-513 kommer i en kompakt kasse, som med store fonte ’lover’ 200 Mbps og ’It’s easy to build a network’.
I kassen finder vi:
- 2 hvide SiteCom LN-503 HomePlug adaptere.
- 1.8 M CAT5e patch kabel.
- En manual
Manualen er af typen ’fold-ud’ og er meget kortfattet. Rent faktisk står der ikke én sætning i manualen – den består kun af diagrammer. Det skal selvfølgelig understøtte at produktet er yderst nemt at installere, men det er grænsende til arrogance, da ikke engang lysdioderne er beskrevet. Hvad betyder f.eks dioden ’Mode’? Hvad gør jeg, når ’HomePlug’ dioden ikke lyser? Hvad betyder det, når den lyser rødt? Hvad når power-dioden blinker? Osv.
I pakken finder man ingen software, men der findes et værktøj på SiteCom’s hjemmeside til at ændre passwordet/krypteringen på enhederne, hvilket er meget rart, da det f.eks. kan hænde at andre lejligheder i en boligblok kan ’lytte’ med. Desuden kan man styre enhederne direkte, se lidt statistik og anden info om enhederne. Det værktøj burde måske have været inkluderet i pakken.
Endeligt da denne pakke er et ’Kit’ med to enheder, er det måske lidt sølle at kun ét patchkabel er vedlagt. Regner de ikke med at der skal et kabel i den anden ende også?