Test: Creative Aurvana X-Fi

Lyd d.  06. januar. 2009, skrevet af Darth Nissan 3 Kommentarer.  Vist: 13057 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: Hasee.dk
DK distributør: Hasee.dk

Design

 

Så skal vi kigge lidt nærmere på selve headsettet. Creative benytter sig ikke af iøjnefaldende design, det må man sige. Diskret design vil jeg kalde det. Det er holdt i sort og sølv, hvor det sorte klart er det, der er mest af. Min mening er, at det bestemt ikke er en fejl. Halvmat sort plastik kan jeg nu engang bedre lide, end sølvmalet plastik.

 


 

For headsettet er jo overvejende lavet af plastik. Dog er der inde i hovedbøjlen brugt noget metal, formentlig et par strimler fjederstål. De virker nu ret solidt skruet sammen, og ikke særligt plastik-agtigt. Sagt på en anden måde, jeg var ikke bange for at komme til at knække et eller andet på dem. Jo, der var en enkelt detalje, som måske var lige skrøbelig nok.

 


 

De der batterier jeg snakkede om, kan I huske dem ? 2 stk AAA, ja, nemlig. De skal bo inden i den venstre ørekop. Halvdelen af yderdækslet, er så også klap for batteri-rummet. Man skal holde koppen fladt med hovedbøjlen, så kan man skyde dækslet op, og vippe det ud, og ploppe batterierne i. Og de skal i, der er simpelthen ikke hul igennem uden batterier. Men klappen til batterierne, den kunne jeg godt være bekymret for, ikke holdt så længe. Bare sådan en lille fornemmelse, som jeg ikke har noget faktuelt at have i.

Nu skal vi kigge på den højre ørekop. Og her er flere ting at finde, som jeg ikke er vant til på et headset. Det er på den høje kop, nederst på den forreste ”kant”, at vi finder stikket som vi tilslutter indgangskablet til. Det sidder godt forsænket, så man ikke så let risikerer at komme til at brække stikket. Det er måske en lille detalje, men en rigtig god en, synes jeg. Nederst på den bagerste ”kant” sidder et lille drejehjul, som man kan justere volumen på.

Nederst på koppens dæksel, finder vi så tænd/sluk knappen. Det er en skydeknap, så risikoen for at man kommer til at slukke for hele dynen, ved en uhensigtsmæssig bevægelse er stærkt reduceret. Igen lille detalje, men en også en god en. Jeg kan altså rigtig godt lide, at der er tænkt nogle fornuftige tanker omkring selv så små detaljer.

 

 

Øverst på koppens dæksel kommer vi så til det rigtig interessante. Der sidder 3 trykknapper : NC, X-Fi Crystalizer og X-Fi CMSS-3D. A-ha, ser man det. Hvis man kender til Creative´s lydkort i X-Fi serien, så ved man jo godt, hvad det handler om. De 4 nævnte knapper har alle en blå diode, som indikerer tændt eller slukket. Gæt selv hvad det betyder når dioden er tændt. Men vi må hellere tage en hurtig beskrivelse af de 3 knapper, og hvad de skulle kunne gøre for lytteren.

  • NC : Noise canceling. Aktiv støjreduktion. Når man trykker på denne knap, fjerner Aurvana X-Fi hvad der måtte være af baggrundsstøj, som kan genere din oplevelse.
  • X-Fi Crystalizer : Forbedring af lydkvaliteten. Når man komprimerer f.eks musik til MP3-format, bliver der jo sakset lidt af lyden væk. X-Fi Crystalizer "gætter" så hvad der mangler, og prøver at erstatte det.
  • X-Fi CMSS-3D : Virtuel surround sound. Skaber en kunstig surround sound effekt, da man naturligvis ikke kan skabe ægte surround sound i et headset.

 

 

Bøjlen er godt polstret, ikke for lidt og ikke for meget, men lige tilpas. Det samme gør sig gældende for ørepuderne. Aurvana X-Fi har fine justeringsmuligheder, så det er nemt at få dem indstillet til ens egen fysionomi. Kopperne og ørepuderne passede rigtig godt, til lige min størrelse ører. Nok lige en anelse større end Aurvana DJ, som jeg syntes klemte lidt på flipperne. Samtidigt klemmer X-Fi´s bøjle ikke for stramt om det gamle kranie. Når man har indstillet dem, sidder de godt, og det bliver de ved med, men uden at man bliver træt eller øm af at have dem på. Kort sagt, så er det lykkedes Creative at lave et meget komfortabelt headset, ihvertfald til et hoved som mit.

 


 

Til sidst et par ord om manualen. Den har faktisk en imponerende størrelse, taget i betragtning at den er til et headset. Jeg må indrømme at jeg ikke brugte den specielt meget, da Aurvana X-Fi er lavet på en måde, så jeg var tryg ved at bruge min logiske sans, for betjening af et headset. Men jeg har dog kigget lidt i den, for at se om der skulle være skjult nogle guldkorn. Men, en fin manual det er det, og det tæller bestemt også på plus-siden.

 

 

Indtil videre er det jo faktisk gået rigtig godt, for Creative Aurvana X-Fi. Men vi er jo heller ikke kommet til det punkt, hvor jeg faktisk sætter stikket i maskinen, tænder for strømmen og begynder at LYTTE igennem dem, og på dem. Så lad os hastigt skride videre i teksten, og finde ud af hvad der sker, når strømmen bliver sluttet.

Miccim
 
Elitebruger
Tilføjet:
06-01-2009 12:35:51
Svar/Indlæg:
3233/128
Fin og god artikel ,som altid. 🙂 Men der er igen problemer med at man ikke kan komme videre når man trykker på næste side. Dette problem har ikke været der længe men er altså vendt tilbage i de senere artikler.

Ang. dæmpning af stemmer (I forhold til NC'en) er dette desværre meget vanskeligt da det kræver meget hurtige elektroniskekredsløb = meget dyre og komplicerede, da de skal behandle stemmerne og sende et modsignal ud, inden den originale stemme kommer frem. Snakker vi baggrundssusen bilstøj m.m. er dette straks meget lettere. 🙂


SuperflyDK
 
Elitebruger
Tilføjet:
08-01-2009 11:29:27
Svar/Indlæg:
1503/128
Smuk artikel! Virkelig levende skrevet. Du har en fed evne til at få læseren (ihvertfald undertegnede) med helt ind i din oplevelse.

Og nå ja, headsettet ser jo også super fedt ud. Men lige i denne omgang vil jeg faktisk hellere købe skribenten 🤣


Claus35
 
Elitebruger
Tilføjet:
08-01-2009 11:48:24
Svar/Indlæg:
5410/123
#2 Han er også billig 😀