Test: Creative Aurvana X-Fi

Lyd d.  06. januar. 2009, skrevet af Darth Nissan 3 Kommentarer.  Vist: 13054 gange.

Korrekturlæser: 
Billed behandling: 
Oversættelse: 

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 
Produkt udlånt af: Hasee.dk
DK distributør: Hasee.dk

Teknologi

 

Da Creative Aurvana X-Fi byder på lidt flere features, end jeg normalt er vant til på et par hovedtelefoner, vil jeg gerne starte med at skrive lidt om dem, og hvordan jeg synes de virker. Jeg har puttet batterier i headsettet, sat ledningen til headsettet og til puteren, og tændt denne. Jeg har ikke startet noget på PC´en der afgiver lyd i nogen form. Jeg tænder nu for Aurvana X-Fi. Jeg kan svagt høre den stille susen fra blæserne i computeren, og den baggrunds-summen der næsten altid er der, når man opholder sig hvor der bor mennesker. Jeg kan også svagt høre at fruen sidder og ser fjernsyn. Okay så, lad mig lige prøve at trykke på NC-knappen....

"Hold da kæft !" Ja, undskyld kære læsere, dette udbrud er ikke møntet på jer, ej heller har jeg for vane at tale sådan til min familie. Nej, det var simpelthen mit helt spontane udtryk, da jeg første gang prøvede NC-knappen. Stilhed. Meget tæt på fuldkommen stilhed, al susen, brummen, summen, var bare tryllet væk. Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet mig af den aktive støjdæmpning, men er du gal hvor blev jeg overrasket over, hvor effektivt det var. Tror ikke det nogensinde har været så stille, at sidde i mit hjem. Det skal så siges, at jeg stadig kunne høre min elskede hustru snakke. NC virker altså ikke på stemmer. Nogen vil måske synes at det er en fejl, men personligt synes jeg nu at det er meget praktisk, at jeg stadig er kontaktbar, selvom jeg sidder og spiller eller hører musik.

Men nu er det jo ikke et sæt høreværn, jeg har fået til test, så jeg må hellere få hældt noget lyd igennem dem. Jeg startede med at lytte til lidt musik. Jamen, de spiller jo ganske fremragende. Men nu var jeg egentlig ikke gået igang med selve lytte-testen, men igang med at prøve de forskellige knapper af. Musikken spiller, det lyder godt, jeg trykker på NC, og.... Det var så en fejl. Hvor blev lyden af ? Nej, den forsvandt ikke. Men det gjorde vel-lyden til gengæld. Min dejlige musik lød nu, som om den blev afspillet på en meget billig plastik-ghettoblaster, som var placeret på bunden af en tom olietønde, og som havde skiftet højttalerne ud med tomme konserves-dåser. Jeg skyndte mig at slå NC fra, og igen lød de lifligste toner. Okay, slå NC til igen. Uuaarghh ! Nej, det lyder akkurat lige så fælt som før. Se, det var jo lidt af en nedtur. Den aktive støjdæmpning fungerer absolut fremragende, desværre fjerner den også alt der hedder lydkvalitet.

 

 

Men der er jo endnu et par knapper, jeg ikke har haft trykket på. Så nu måtte jeg jo afprøve den der står X-Fi Crystalizer på. Og den virker. Og virker efter hensigten. Nu har jeg et af Creative´s X-Fi lydkort, så jeg kendte jo effekten i forvejen. Og jeg må sige at effekten af Aurvana X-Fi´s Crystalizer svarer helt overens, med det jeg kender fra mit lydkort. Absolut succes, Creative. Der kommer lige lidt flere detaljer med, specielt fra de komprimerede lyd-filer. Til forskel fra lydkortene, er der ikke noget software til Aurvana X-Fi, hvilket vil sige at man ikke har nogen indflydelse på, hvor meget der skal skrues op for de forskellige effekter. Men Crystalizer-knappen fungerer altså ganske efter hensigten.

Sidste knap, X-Fi CMSS-3D. Surround sound, i et par hovedtelefoner. Det må jeg prøve. Tryk på knappen, og jo, der sker skam helt bestemt noget. Når jeg lytter til musik, bliver lydbilledet ligesom mere luftigt. Jeg synes ikke jeg kan spore nogen surround effekt, men okay, musik er jo som regel også optaget i stereo. Musikken kommer bestemt til at lyde anderledes, med CMSS-3D aktiveret. Om man kan lide det, det er nok meget individuelt. For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg nogen gange lyttede med effekten slået til, og nogen gange med den slået fra. Det var sådan lidt efter hvad jeg lige havde lyst til. Med CMSS-3D slået til, synes jeg at der kom sådan lidt live-lyd over studie-optagelser. Når det kommer til spil og film, har knappen også indflydelse. Der er lidt mere surround sound over det, end når det er musik der er på programmet. Men rigtig surround er det ikke, og kan slet ikke hamle op med et sæt 5.1 eller 7.1 højttalere. Men Aurvana X-Fi kæmper bravt for sagen, og er da klart bedre end et almindeligt headset. Jeg vil kalde det en succes.

 

 

Miccim
 
Elitebruger
Tilføjet:
06-01-2009 12:35:51
Svar/Indlæg:
3233/128
Fin og god artikel ,som altid. 🙂 Men der er igen problemer med at man ikke kan komme videre når man trykker på næste side. Dette problem har ikke været der længe men er altså vendt tilbage i de senere artikler.

Ang. dæmpning af stemmer (I forhold til NC'en) er dette desværre meget vanskeligt da det kræver meget hurtige elektroniskekredsløb = meget dyre og komplicerede, da de skal behandle stemmerne og sende et modsignal ud, inden den originale stemme kommer frem. Snakker vi baggrundssusen bilstøj m.m. er dette straks meget lettere. 🙂


SuperflyDK
 
Elitebruger
Tilføjet:
08-01-2009 11:29:27
Svar/Indlæg:
1503/128
Smuk artikel! Virkelig levende skrevet. Du har en fed evne til at få læseren (ihvertfald undertegnede) med helt ind i din oplevelse.

Og nå ja, headsettet ser jo også super fedt ud. Men lige i denne omgang vil jeg faktisk hellere købe skribenten 🤣


Claus35
 
Elitebruger
Tilføjet:
08-01-2009 11:48:24
Svar/Indlæg:
5410/123
#2 Han er også billig 😀