Innovation/Teknologi
Som nævnt i indledningen, er UL50VT udstyret med en strømbesparende processor, og et såkaldt hybrid grafikkort. Jeg vil her kort gennemgå de to komponenter:
Intel SU7300
Dagens testobjekt er udstyret med Intels SU7300 processor, der er en af Intels CULV CPU'er. CULV står for Consumer Ultra Low Voltage, og er en nedskaleret udgave af Intels Core 2 Duo processorer. CULV processorerne er lavere clocket, men til gengæld er de også i stand til at køre med en lavere spænding (volt). Dette gør, at strømforbruget er forholdsvist lavt, og længere batterilevetider derfor kan opnås. En processors strømforbrug betegnes med en TDP-værdi (termal design power), der kan bruges til at sammenligne forskellige processorer. Almindelige Core 2 Duo processorer har typisk en TDP på 25 eller 35 Watt alt efter model, mens Intels CULV-processorerne har en TDP på kun 10W. Til sammenligning har de mest brugte Atom processorer fra Intel (N270 og N280) en TDP på bare 2.5 W.
Forskellen mellem de tre processorserier ligger både i strømforbrug, pris, ydelse og fysisk størrelse. Som sagt ligger CULV lige i midten, og er derfor for dem der vil have lang batterilevetid, men højere ydelse end den Atom kan levere. Den testede model er en af de nyeste modeller i serien, og derfor en dual core version, til forskel fra de første modeller der kun havde en enkelt kerne.
Asus har fundet på en interessant lille ting angående processoren, de har nemlig valg at overclocke den med 33% op til 1.73GHz. Asus kalder dette Turbo33, og et lignende koncept kendes blandt andet fra nogle af MSI's bærbare.
Nvidia G 210M
Den indbyggede grafikchip i denne maskine, fortjener også et par ord med på vejen. Den er fra Nvidias nyeste generation af Mobile grafikkort, og i forhold til den tidligere serie grafikchips er vi nu gået et skridt ned i produktionsteknologi og er nu helt nede på 40nm. Ydelsesmæssigt er det et kort i lav-mellemklassen, med support for DirectX 10.1, shader 4.1, CUDA og OpenCL. PhysX understøttes dog ikke.
Kortet understøtter Hybrid-SLI, der betyder at kortet i kombination med integreret Nvidia eller Intel grafik, kan skifte mellem to grafikchips. Fordelen ved dette er selvfølgelig, at man kan bruge den svagere men strømbesparende chip, når batteritiden er vigtig, og skifte over til den kraftigere chip når det er grafisk ydelse der er brug for.