Introduktion
I den brede offentlighed er Asus ikke det mest kendte mærke, mens de for de lidt mere hardwareinteresserede er et af de helt store mærker. Hvis det skal være helt korrekt hedder firmaet ASUSTeK Computer Incorporated, og det er en af de gamle drenge stiftet i Taiwan tilbage i 1989.
Navnet Asus er specielt kendt for bundkort og grafikkort produceret under eget navn hvor det blander sig med de helt store, mens man i afdelingen for bærbare må se sig slået i popularitet af topnavne som Acer og HP. På den front er de nok mest kendt for deres Eee-pc, der for alvor satte gang i netbook fænomenet, og for deres Lamborghini-bærbare med det karakteristiske logo og gule farve.
Som sagt er Asus langt fra et ukendt navn, men hvad der måske ikke er mange der ved, er hvor meget de faktisk sælger, hvis man tæller OEM produkter med. Asus står nemlig også bag low-cost producenten ASRock, og Pegatron der leverer OEM-bundkort til en lang række computerproducenter. Dette betyder, at der i dag rent faktisk sidder Asus-producerede bundkort i over 35% af alle solgte PC'er på verdensplan.
I dag tester vi en bærbar fra Asus U-serie, der fokuserer på maskiner der er lette at tage med overalt, og har lang batterilevetid. Der fokuseres altså mere på portabilitet end på høj ydelse. Modellen vi skal teste i dag har navnet UL50VT, og er en af de større i serien med sin 15,6" skærm. Det er dog bestemt en af de mere kompakte 15,6" bærbare, og når der loves op til 12 timers batteritid sætter det visse forventninger. Dette opnås ved hjælp af en ultra strømbesparende Intel processor i kombination med to indbyggede grafikkort, der gør det muligt at vælge mellem batterilevetid og ydelse.