Layout / Design
Asus UL50VT er en maskine, man ved første øjekast lægger mærke til. Mest på grund af det flotte låg af børstet aluminium, men også fordi den er relativt tynd.Vægten er også blevet slanket, da den kun vejer 2.3 kg, hvilket er ganske pænt for en maskine i denne størrelse. Den tredje ting man lægger mærke til er faktisk skærmstørrelsen, for skærmen her er en lille smule større end standardstørrelsen 15,4" - den er nemlig 15,6".
Når låget klappes op fortsætter de gode takter, for til syne kommer et tastatur af chiclet-typen, der også findes blandt andet findes på bærbare fra Apple og på Sonys VAIO-serie. Da jeg begyndte at taste på keyboardet, fik jeg mig dog lidt af en skuffelse. Tastaturet kan nemlig på ingen måde måle sig med de to førnævnte mærker, der dog normalt også koster noget mere. Tasterne føles en anelse for løse, og giver ikke den helt rigtige feedback efter min smag. Selve layoutet fejler dog ikke noget, der er masser af genveje via FN-tasten (som ikke sidder helt ude vil venstre heldigvis), og der er tilmed blevet plads til et numerisk tastatur.
Rundt om skærmen er maskinen beklædt med blank plastik, der faktisk ser ganske godt ud - både når skærmen er tændt og slukket. Plastik er ligeledes materialet der bliver anvendt rundt om tastaturet, og på touchpadden - hvilket egentlig er lidt ærgerligt når man tænker på det flotte låg. Ikke at maskinen i sin helhed ikke er flot, men aluminium kan man aldrig få for meget af. Det kan være at Asus har tænkt på miljøet, for plastik er faktisk bedre at bruge i den henseende end aluminium - men mon ikke det er for, at holde prisen på et fornuftigt niveau også.
Og så lige et par nærbilleder af tastatur og touchpad:
Det ser faktisk rigtig flot ud, når touchpadden flugter med resten af overfalden, men rent funktionsmæssigt synes jeg klart bedst om en nedsænket plade. Pladen har desuden næsten samme overflade, og den er altså ikke perfekt til det. Det er som om fingeren hænger lidt fast i overfladen, og ikke glider let og ubesværet som den bør. Baren under touchpadden, der fungerer som begge musetaster er dog flot, og føles fin at trykke på.
På venstre side af maskinen er der to USB-udgange, HDMI, kortlæser, strømudtag og udgange til lyd og mikrofon. Personligt foretrækker jeg, at så meget som muligt er på denne side, da jeg som højrehåndet har musen på modsatte side.
På højre side er der en DVD-brænder, netværksstik og VGA-udgang.
Højtalerene finder vi to af under maskinen - produceret af Altec Lansing.