Layout / Design
Ligesom med det mindre overclock bundkort har dette fået farverne orange og sort. PCB er blevet en smule bredere for at kunne have de ekstra funktioner som Force kortet har på sig i forhold til det lidt mindre overclock bundkort.
Omkring soklen ser vi et par kondensatorer. Disse sidder dog med god mellemrum så det er til at komme til når der skal isoleres, så et stort problem synes jeg ikke at det er.
Bundkortet har fået rigtig mange knapper der alle er rare at have i en overclock situation. Knappen med lynet på kalder Gigabyte for OC Ignition. Med knappen trykket ind vil bundkortet ikke starte op, men der vil stadig blive leveret strøm til grafikkort, harddiske og blæsere. Ved siden af ser vi Tag knappen, der kan loade eller unloade en BIOS profil selvom systemet kører i Windows. Kan man ikke boote op med en speciel konfiguration i BIOS kan denne bruges til først at slå overclocket til når systemet er oppe at køre. Med Turbo knappen inde, overclocker bundkortet selv CPU'en til 4,2 GHz. Plus og minus knapperne til højre hæver BCLK hastigheden med enten 1 MHz eller 0,1 MHz afhængigt af om Gear knappen er trykket ned eller ej. Plus og minus knapperne til venstre hæver eller sænker multiplier på CPU'en. På billedet ser vi også målepunkter til at måle den præcise spænding til de forskellige komponenter. Ved siden af de sorte knapper ser vi et LED display der fortæller hvad der sker under opstart, så det er nemt at finde frem til en eventuel fejl.
Lidt længere nede ser vi en PCIe kontakt, hvor det er muligt at lukke ned for PCIe portene. Har man 4 grafikkort med frost på, og gerne vil have et ud, er det ikke altid helt nemt, men det hjælper bundkortet her dig heldigvis med. Her ser vi også et USB 3.0 front stik samt et SATA strømstik der leverer ekstra strøm til PCIe portene.
Bundkortet har fået hele 10 SATA 6 Gb/s porte. De første 6 sorte kører igennem Intel's chipset, og de sidste 4 grå kører igennem en Marvell SATA controller.
Bundkortet her er meget fokuseret på at kunne holde 4 grafikkort. Dette bliver opnået igennem en PLX chip der giver bundkortet flere PCIe baner end Intel tilbyder. Bruger man dog kun et enkelt grafikkort, kan det sættes i den sorte PCIe x16 port. Dette vil lukke ned for PLX chippen og grafikkortet kan kommunikere med CPU'en direkte i stedet for at skulle igennem PLX chippen.
Tager vi køleren af får vi afsløret hele 16 strømfaser der kan levere strøm til selv den højest clocket 4770K CPU. Her kan vi også se at bundkortet skal bruge et 4-pin og et 8-pin strømstik til CPU'en.
Her ser vi den tidligere omtalte PLX chip. Normalt er det kun muligt for producenter at opdele de tilgængelige PCIe baner CPU'en har tilgængeligt på 3 måder, som vi ser det i chipset diagrammet på side 2. PLX chippen samler alle disse PCIe baner og på magisk vis bliver disse lavet til 48 baner, som kan distribueres som producenten har lyst til.
Køleren er som vi ser den på rigtig mange bundkort i dag; meget, meget større end nødvendigt. Vandkølingen vil automatisk få den til at fylde lidt mere, men Gigabyte har valgt også at smide en blæser på. Blæseren blæser ned i et hul, hvor det ikke ser ud til at den kan komme af med luften. Dette gør sig også gældende for blæseren til chipset køleren. Det er ganske enkelt kun for show med disse store kølere.
Liste over ind- og udgange:
-
1 x PS/2 keyboard/mouse port
-
1 x optical S/PDIF Out connector
-
2 x HDMI ports
-
1 x DisplayPort
-
6 x USB 3.0/2.0 ports
-
2 x USB 2.0/1.1 ports
-
2 x RJ-45 ports
-
6 x audio jacks (Center/Subwoofer Speaker Out/Rear Speaker Out/Side Speaker Out/Line In/Line Out/Microphone)