Layout / Design
Om man kan lide designet er jo altid en smagssag. Layoutet og finishen kan man i hvert fald ikke klage over. Det er gennemført ned til mindste detalje. Frontklappen, som dækker over harddiskene, er monteret med bløde gummifødder og man tager "det halve" af fronten af med et snuptag. Det virker faktisk solidt nok og man piller ikke fronten af sin NAS hver anden dag.
Harddisk-skufferne virker også solide selv om de er i plast. I siderne på skufferne er der nogle skinner med pinde, som går ind i harddiskenes sidehuller og låser dem fast i skuffen. Når man skubber disse ind i NAS'ens slidser, sidder alt perfekt og intet kan vriste sig løs. En let og smart løsning, som jeg sætter pris på, da jeg har det med at tabe skruerne til monteringen af diskene - det slipper man for med Synologys skrueløse system.
Som man ser nedenunder, er der en dejlig stor blæser monteret bag i NAS'en. Den køler både kabinettet og harddiskene. Blæseren er efter min mening meget støjsvag og udluftning er der nok af i kabinettet.
Jeg kan godt lide udseendet af denne DS214. Det matsorte udseende virker udmærket for mig, lidt diskret og alligevel ikke for ydmyg. Den er kompakt uden at være klodset, faktisk ganske nydelig - men igen efter min smag. Nedenunder ses hvordan hvilke knapper og lamper er monteret. Igen er det overskueligt og ikke prangende, standarden er næsten fastsat for NAS i denne kategori.
Alt i alt er denne Synology DS214 glimrende udført - solidt og alligevel elegant på sin egen måde. Denne DS214 kan godt forsvinde ind i en almindelig reol og støjmæssigt er enheden i den tavse klasse. Synology får i hvert fald ros fra mig for design og layout.
Lad os sætte NAS'en op på næste side: