Software
AI Suite
ASUS har opdateret deres moniterings og OC software til at passe ind i Windows Vista. Der er selvfølgelig stadig den gode gamle PC-probe på CD'en, så folk med nostalgiske tendenser kan få deres lyster stillet.
Det nye program hedder AI-Suite og indeholder en række undermenuer til styring og overvågning af blæsere, spændinger, temperatur og clockfrekvenser.
Jeg kan især godt lige AI-Gear funktionen, der er udformet som gearskiftet i en bil. Her kan du skifte mellem en række OC profiler, og således selv bestemme farten alt efter hvor store krav den enkelte opgave stiller.
Det er lækkert designet, nemt at bruge, og passer fint ind i Vista’s flotte grafiske brugerflade. Som en ekstra feature på Maximus bundkortet er der indbygget en PowerMonitor der holder øje med hvor meget strøm din cpu forbruger.
Sjovt lille påfund som man ikke kan lade være med at rulle hen over en gang imellem for liiiige at tjekke om elregningen nu også bliver til at betale.
Dertil kommer Futuremark ® 3DMark® 06 Advanced Edition og et Kaspersky® Anti-Virus program.
Det siger næsten sig selv at bundkortet er beregnet til andet end dit gamle 6600 grafikkort, og for ligesom at understrege det har ASUS inkluderet 3D-shooteren S.T.A.L.K.E.R.
Så er der dømt sved på panden og mange timers underholdning i et postapokalyptisk industriområde omkring Chernobyl. Absolut et spil der er værd at tage med i pakken.