AMD Athlon 64 X2 5000+ Black Edition
AMD Athlon 64 X2 5000+ Black Edition er blevet navnet på processoren, der kendetegnes ved sin sorte æske, der skiller sig ud på butikshylden. Uden æsken skal der en noget grundigere undersøgelse til for at man skelner en Black Edition fra en standard X2 5000+, men på to områder skiller processoren sig ud.
For det første er X2 5000+ Black Edition kendetegnet ved at være anden produktionsstepping af Brisbane – dette kaldes for G2 steppingen. Man skulle kunne være heldig at finde andre X2 64 Brisbane CPU’er af G2 steppingen, men med X2 5000+ Black Edition tager man ingen chancer. Det specielle ved G2 fremfor G1 er at processoren som oftest kræver lidt mindre spænding for at være stabil ved høje hastigheder og det er netop det en overclocker drømmer om.
Den anden vigtige ting er multiplieren. Den er nemlig ulåst på Black Edition – præcis som man kender det fra FX-serien. Det giver mulighed for overclocking uden at FSB’en skal hæves og med en maksimal multiplier på 16x og en standard FSB på 200MHz, så er der god mulighed for at komme pænt over de 2.6GHz, som er standard.
Når man taler Black Edition, så har vi her gjort meget ud af at nævne at det her er X2 500+ udgaven. Der er nemlig også en X2 6400+ Black Edition. Den kører som standard 3.2GHz, men er F3 steppingen af 90nm udgaven. Det giver en TDP på 125W frem for de 65W, som vi ser på X2 5000+.
Prismæssigt ligger en X2 5000+ Black Edition under 900,- i skrivende stund. Det gør den oplagt som opgradering af en eksisterende AM2 platform og dette er også AMD’s mål med denne CPU. AMD ved godt at Core 2 arkitekturen er overlegen på de fleste områder og af samme grund markedsføres X2 5000+ Black Edition ikke som en Core 2 dræber. I stedet er der tale om en prisbillig opgradering til AM2 platformen og det er også udgangspunktet for vores test. Hvor god en opgradering er den sorte udgave i X2 serien?