Test
Opladning tog ikke alverden af tid. Et helt tomt batteri er ladet op på under en time, dejligt. På med objektivet og lad os så få skudt nogle billeder af.
Billederne er taget med kameraets autofunktion og inden for kort tid. Lysforholdende har ikke ændret sig inden for den periode.
Objektivet fortegner som, jah. Et objektiv i denne klasse nu en gang gør. Det kan heldigvis rettes i computeren, og med 10 megapixel til sin rådighed, burde det ikke være det store problem at croppe uden om de uheldige hjørner.
Flashen er, som indbyggede flash nu en gang er, ikke specielt imponerende. Jeg ville kun anvende den i nødstilfælde eller forsøge mig med en "hjemmelavet" bouncer (en cigaretpakke, lille hårdt stykke karton eller lign. "vinklet" op foran flashen). Personligt, og det er bare min mening, så synes jeg ikke at flash er noget man bør bruge så ofte. Lys er det vigtigste for en fotograf, og så snart vi begynder at blande lyskilderne, får vi problemer med farvegengivelsen. Derfor bruger jeg helst kun flash om dagen eller i yderste nødstilfælde. Jeg ville hellere råde en kommende ejer af et Nikon D40x til at vælge en ud af to muligheder:
1: Købe en SB-600 flash (den er hver en krone værd).
2: Købe et mere lysstærkt objektiv (der er et hav af muligheder).
Evt. gøre begge dele, og så har man en meget kraftig kombination, der sikrer lækre billeder også i fremtiden.
Jeg snakkede også tidligere om Nikons D-lightning, som jeg desværre kom til at springe over i den forrige artikel. Funktionen er bygget ind i kameraet. Det man gør er, at man trykker "menu" og vælger muligheden D-lightning. Dernæst kommer man til en side med thumbnails, hvorfra man udvælger det billede man vil bruge funktionen på. Der er en mild, standard og hård måde, man kan vælge. Jeg har ovenover forsøgt at illustrere funktionen ved at tage to billeder og dele dem op. Kameraet går simpelthen ind og kigger, hvor er der skygge og hvor er der højlys? Den tager så de mørke områder og giver dem lidt ekstra lys - groft sagt. Det fungerer faktisk rigtig godt, men det kræver at der er en god kontrast. Den kan godt være lidt uheldig i overgangsområderne, og give en "kromatisk"-effekt. Jeg ville mest anbefale det til situationer med meget voldsom modlys. Hvis du vil tage flotte billeder af en solnedgang, så glem det. Dér ødelægger den mere end den gavner. Men til billeder hvor du har et meget stort dynamisk spænd, kan det måske redde dig fra at skulle sidde og rode med det i computeren.
Men igen, det er jo en smagssag. Funktionen er der, og man kan vælge at bruge den hvis man føler for det. Jeg føler ikke for det, men jeg ville klart anbefale at man prøver det af.
ISO-testen
De af jer, som også har læst testen af Nikon CoolPix P5100 ved, at jeg også kigger på ISO-støj. Men der har sneget sig en lille ændring ind. Denne gang vil I kunne se en direkte sammenligning mellem et Canon EOS 30D med et Sigma 50 mm f/2.8 DG Macro objektiv og det testede kit. Jeg var i grove tvivl om jeg skulle vælge et Canon EF 50 mm f/1.8 II i stedet, men det endte med Sigma'en. Samtlige billeder er taget fra samme udgangspunkt og afstand, samt, de er alle taget ved f/8.0 - dermed skulle vi opnå den størst mulige skarphed i billedet (da de fleste objektiver tegner skarpest dér). Som jeg sikkert har afsløret, så er billederne taget med programvælgeren på blændeprioriteret. Men derudover, er alt sat på standard og kameraet har fået lov til at styre resten.
Da jeg står og er ved at flytte, har jeg desværre ikke fået pakket min Jedi Starfighter ud, så den må I undvære. Men derimod har jeg fået arrangeret denne lille opstilling, som jeg håber bliver min "testbænk" for fremtiden. Det er det populære spil "Crysis", en lysestage af messing og en lighter af ældre dato. Der er et bredt spænd af farver og dynamik, samt vi har både blanke og matte overflader. Derudover, så vi højlys og skygger. Men lad os se hvordan de to kameraer klarer sig, i særdeleshed Nikon'et. Jeg har croppet billederne til en størrelse på 600x600 pixels.
Canon EOS 30D / Nikon D40x
ISO 100: Ingen alarm. Nikon'et leverer fine og varme farver, god kontrast og generelt et skarpt billede. Farverne er i spil og man kan tydeligt se dugens tekstur, samt detaljer i trykket på DVD'en. Sågar skidtet på lysestagen træder frem i lys luge.
ISO 200: Ikke den store forskel. Der forsvinder lidt detaljer ved hjørnet af lysestagen, men ikke noget der ville være synligt, medmindre man forstørrede.
ISO 400: Ved ISO 400 begynder vi at miste de fineste detaljer. Skyggesiden på lysestagen samt dugen begynder at "flade" ud. Skidtet på fladerne af lysestagen begynder af blive grumsede. Vi ser tegn på korn.
ISO 800: Der er nu tydelige korn. Billedet er uden tvivl acceptabelt, men skyggesiderne flader ud. Vi begynder at miste detaljer og nogle af fladerne grumser ud.
ISO 1600: Det er nu helt tydeligt fladerne mister detaljer og mørke områder bliver mørkere. Kig især ved skyggesiden øverst til højre, samt hjørnet mod DVD'en. Billedet er brugbart, men mangler deltaje på visse flader.
ISO 3200/HI: Visse dele af billede ser nu direkte ud som om, at de er uskarpe. Billedet er brugbart, men mangler detaljer visse steder. Læg igen mærke til, hvordan visse skyggeområder bliver "mørkere".
Jeg ville klart vurdere billederne til at være brugbare op til ISO 1600. Men vær bevidst om, at ISO 1600 og ISO 3200/HI absolut ikke skal være en indstilling man kører på som standard. Fra ISO 100-400 producerer kameraet særdeles flotte og kontrastrige billeder. Vi snakker altså her om en kitløsning der koster omkring det samme som det objektiv der sidder på Canon EOS 30D'et. Så det er absolut en værdig repræsentant for Nikons hæderkronede linje af spejlreflekskameraer.
Generelt var kameraet dejligt at bruge. Ergonomi, siger du? Mjaeh... det er jo igen en personlig sag. Jeg kunne ikke affinde mig med så lille et kamera. Hvilket også er grunden til, at jeg i sin tid valgte et Olympus E-500, frem for Canons (dengang) nye EOS 400D. Min kæreste derimod, var ællevild. Hun har altid "hadet" mit store EOS 30D, af flere årsager: Det er stort, tungt, kluntet og generelt ikke særlig "pigevenligt".
Jeg bifalder det. Jeg har det godt med, at mit kamera har pondus. Dermed kan jeg lettere holde det stabilt, og så føler jeg det er lidt mere robust. Men jeg kan godt følge hende. Da jeg i sin tid stod i butik var en af ankerne ved de her smarte digitale spejlreflekskameraer nemlig, at de var alt for store og kluntede. Især det (undskyld til feministerne) kvindelige publikum fravalgte disse løsninger af førnævnte årsager.
Det medfører, synes jeg, to problemer:
1: Nogle fravælger en potentiel god investering, baseret på et skidt førstehåndsindtryk.
2: Det ved producenterne godt, og begynder derfor at lave små spejlrefleksmodeller.
Det giver så et nyt problem. Nemlig, at de folk som har været vant til kompakte point 'n' shoot kameraer hele livet, forventer det samme når de køber et spejlreflekskamera. Det er et personligt korstog jeg fører, at folk der køber spejlrefleks bør vide hvad de køber. Bare ikke en kasse, som på magisk vis tager gode billeder for dem. "Heldigvis", så har de fleste konsument spejlreflekskameraer en autofunktion, hvor man ikke skal tænke så meget over hvordan, og lader kameraet om alt det svære.
Selvom jeg ikke er stor fan af den tendens, må jeg indrømme, at det varmer lidt om hjertet, når selv min søster tør fatte et (relativt) kompliceret kamera og tage billeder med det. Endsige min kæreste, som ellers gerne ville prøve dSLR, men ikke "tør". Hun fik lov til at lege lidt med kameraet, mens jeg havde det til test, og hun morede sig kongeligt. Kameraets autofokus imponerede hende, hvilket jeg fandt sjovt, især fordi hun ellers kun har prøvet at fotografere med mit spejlreflekskamera, hvilket hun øjeblikkeligt erklærede for taberen i hendes lille "minitest". Men det er jo kun godt. Jeg tror, at Nikon har vundet en lille kunde mere dér.
- hvilket jeg kun ville mene er retfærdigt.
Selvom jeg ikke bryder mig om kameraets størrelse, eller den måde det tager billeder på (jeg synes det er alt for "nemt"), må jeg indrømme: Dets reelle ydelse imponerer mig. Autofokus er lynenes hurtigt (hvilket den også var på D40), selvom den "kun" skyder af med 3 billeder i sekundet, fanger den de fleste motiver, og passer derfor perfekt til nybegynderen eller familien med det stramme budget, men lysten til bedre billeder.
Men vær beredt. Digitalt spejlrefleks er en glidebane, hvor man kun bliver ved med at poste penge i. Er der gået 2-3 år, uden man har investeret ekstra i sit systemkamera, har man (efter min mening) spillet fallit. Det svarer, for mig, til at man kun prøver demoen af spillet "Crysis". Mange taler om det, nogle kan lide det, andre kan ikke. Man foretager en lille investering i tid, og prøver demoen. Man synes den er god, og prøver de forskellige muligheder spillet giver. Man gennemfører den måske et par gange, på forskellige måder, men kommer egentlig ikke længere end til skibet i slutningen af banen. Selvom man har prøvet alle muligheder, har man ikke prøvet hele spillet og har intet begreb om den større sammenhæng endsige mulighederne.
Men nok snak, lad os sætte en karakter på det her Nikon D40x.
