Introduktion
Vi har fået en populær herre til test der virkelig giver noget at leve op til, skal man ellers tro de resultater vi allerede har stiftet bekendtskab med fra forskellige kilder rundt omkring på nettet. Vi kunne her på siden d. 29-06-2008 klokken 12:15 give nyheden om, at den australske overclocker Youngpro, havde nået vanvittige 725MHz FSB, med netop Biostar I45 Tpower - godt nok med flydende kvælstof, men det har Biostar udviklet sit helt eget modstykke til. Vi snakker om aktiv køling af voltregulatorene, hvilket for mit vedkommende i hvert fald er en første. 600MHz FSB står der på kassen, hvilket stadig er et godt stykke over konkurrenterne. Lad os finde ud af hvad vi kan presse ud af dyret.
Biostar er et taiwanesisk firma, som i over 20 år har leveret OEM og industri-maskiner, men i de senere år er de gået mere ind på det deciderede retail-marked. Med kontorer i både Kina, USA og rundt omkring i EU, sidder de altså meget godt som en international spiller på markedet. Vi kender dem mest for deres fremragende OC-bundkort, men vi skal kigge på deres GFX for at finde noget helt unikt for Biostar. De var nemlig de første, og er formentlig stadig, de eneste der giver slutbrugeren mulighed for selv at ændre spændinger og hastigheder på GFX - altså fuld frihed til at overclocke. Det ser ud til at Biostar måske vil videre den vej med I45 Tpower.
Vi lægger ud med at se på hvad chipsættet er bygget til, på næste side.