Test: Panasonic SD9

Præsentation

Forestil dig en ½ L Coca-Cola flaske, i radius, som er ca. 12 cm høj. Så har du en ret god idé om hvad kameraet fylder fysisk. Det generelle kvalitetsindtryk er godt, lige fra start af. Kameraet er utrolig kompakt. Dvs. tyngden passer ret godt med den fysiske følelse af at stå med noget kram mellem hænderne. På toppen kan man ane surround-mikrofonerne. Kameraet er ret typisk designet, så jeg vil nøjes med at fokusere på de ting, der adskiller det fra mange andre kameraer på markedet.

Først og fremmest, så er det ret nemt at skrue forsatsen af (den krom-farvede ring forrest). Man kan investere i tele/vidvinkel forsatser, der yderligere forbedrer de - i forvejen - udemærkede optiske kvaliteter. Der er de typiske klistermærker, som skal minde brugeren om, at man står med noget kram mellem hænderne (eller 'hånden', om man vil) og bagerst mod toppen ser vi henholdsvis; zoom-knappen, ansigtsgenkendelse og pre-rec (kameraet gemmer nogle frames i en buffer, som kan hentes 'frem' så kameraet optager "før" du trykker på knappen). Kameraet har en opgivet boot-tid på omkring 0,6 sekund. Om det er sandt eller ej, skal jeg ikke kunne sige, det er i hvert fald klar det øjeblik man tænder for det. Lækkert!

Her ser vi kameraet bagfra, uden batteriet monteret. Vi har derfor frit udsyn til ladestikket, SD-slot'en (lige under hullet til batteriet) og HDMi-stikket. En dum detalje, som går igen ved rigtigt mange kameraer er, at man ikke kan benytte kameraet mens batteriet lader (sjovt nok) og man har strømkablet tilsluttet. Eller omvendt. Man kan ikke lade på batteriet, mens kameraet er tilsluttet laderen. Vi kan ligeledes se 'record'-knappen og funktionsvælgeren (fra venstre mod højre: 'playback', 'off' og 'record'). Lige oven over funktionsvælgeren sidder 'snap-shot'-knappen. Det er intet mindre end direkte lamt. Dér. Så ved I det. Man skal, på en eller anden mystisk måde, være i stand til at forlænge sin tommelfinger ca. 10-15 mm, for at kunne nå den knap. Man kan holde på kameraet, og trykke på knappen, men så er man nødt til at flytte hånden fra stroppen og man ligner et fjols af rang. Det irriterede mig noget så grusomt. Sorry for galde [der kommer mere senere, så er I advaret].

Drejer vi kameraet lidt, har vi hér mulighed for at kigge lidt nærmere på de væsentligste knapper på kameraet. Lad mig benytte chanchen hér, for at ytre en lille enetale. En ting jeg synes kunne være enormt smart ville være, hvis de der udtænkte og designede kameraet, rent faktisk selv prøvede at tage et fra samlebåndet op i hånden og bruge det en times tid. Jeg tror, at man ville kunne slippe uden om mange af de ergonomiske problemer, de fleste af os går og døjer med. Ofte, så tænker vi ikke så meget over det, og har blot lært at acceptere, at vi kun har to hænder og ti fingre (i bedste fald), men det er som om, at dén tanke ikke har ramt dem... overhovedet.

For det første: Det lille joystick (med den blå cirkel omkring), er meget træg i det. Ikke bare til at navigere, men også 'tryk-ind-hvis-du-mener-at-det-giver-mening'-funktionen. Canon gør brug af en lign. teknik (de større EOS-modeller i dSLR serien). Forskellen er blot, at hér fungerer det efter hensigten. Nu er det nemlig, at Panasonic SD9's "defekter" begynder at gøre sin entré. Det lille joystick, er så træg i det, at jeg ofte kom til at navigere væk fra den funktion jeg havde valgt, frem for at bekræfte den. Det kan der godt gå værdifulde billeder tabt ved.

Dernæst, så er alle knapperne "sænket", så hvis du har store fingre og bider negle, så er du ilde stedt. "Auto", "Manual" og "Focus" er allesammen gode funktioner, men knappen er så idiotisk lille, at jeg var tæt på at lege 'hvis jeg kaster dig langt nok væk, forsvinder du for stedse, og anmeldelsen har skrevet sig selv på magisk vis'-legen. Men jeg fattede mig, og lod være [heldigt nok].

Det er nok værd, at nævne idiotien i hele tankegangen bag placeringen af knapperne. Der er, i Panasonic SD9, indbygget en intet mindre en genial hjælpemenu. Der popper en lille boks frem på skærmen, der siger noget i retningen af: "Du ryster på hænderne, det anbefales at du tænder for "O.I.S." (som i øvrigt har sin egen knap, fordi man jo åbenbart går og slår det til/fra, som vinden skifter?!). Fint. Min ledige venstre hånd, fører jeg op til kameraet, hovsa. Jeg kan pludseligt ikke se hvad jeg laver på skærmen. Jeg vipper derfor kameraet lidt, og ligner atter en gang en idiot, der står og kigger mystisk på et kamera.

- Jeg tror, at der er en del hundeluftere i området, der har fortalt venner, familie og perifære bekendtskab om spasseren i militærjakken, der stod og gluggede fortabt på et videokamera.

Jeg kunne selvfølgelig holde kameraet lidt lavere, og vippe skærmen. Så ville min hånd ikke komme i vejen, men det er en lidt kedelig ferie, hvor alting er optaget i børnehøjde (note to self: Det lyder faktisk som en ret interessant vinkel), og kameraet vipper frem og tilbage, fordi man alligevel trykker for hårdt på knapperne. Nå jå, så har man jo deaktiveret billedstabiliseringen, så den skal slåes til igen, fordi det hele hopper... og så starter cirkusset igen *suk*.

Man kan, i øvrigt, også vælge imellem om menuen skal være avanceret eller "simpel" (Sony kører med samme koncept). Idéen ville være rigtig fin, hvis ikke det var fordi, at de havde byttet helt og aldeles komplet rundt på logikken i tingene - synes jeg. Hvis man vælger en simpel menu, ville sådan noget som billedstabilisering, contrast-enhancer, low-light osv. fint give mening. Hvorimod det på ingen måde giver mening, om man vil deaktivere lysstyring af skærm, skifte opløsning og deslige, på kryds og på tværs. Bottom line, du kan lige så godt køre med 'avanceret' menu hele vejen igennem, og blot acceptere, at du må bladre lidt ekstra i ny og næ, for at komme til funktionen du søger.

Her har vi udsigt til mikrofonerne, højttaleren, zoom-knap og snap-shot (allerbagerst - og nej. Du kan ikke komme til den med pegefingeren). Skærmen kan drejes 270º om sin egen akse, og drejes omtrendt 90º inde fra selve chassiet og ud. Selve skærmen har en fin kontrast og leverer et brugbart billede, selv i moderat solskin.

Jeg vil gerne lave en lille undersøgelse, og se, om det bare er mig der er en komplet spasser. Hvis du (som sidder og læser anmeldelsen lige nu) har en ½ L flaske i nærheden (helst Coca-Cola). Så find den frem, og kom tilbage til skærmen. Dette er ikke en joke, jeg mener det dybt seriøst.

Vi prøver ad:

- Hold omkring midten af flasken med venstre hånd, med bunden opad.
- Placér midten af højre tommelfinger, så du lige netop kan nå  "knoppen" i bunden. Hvil evt. tommelfingerleddet på selve kanten.
- Læg resten af højre hånd, langs flasken, som du forestiller dig, man holder på sådan et kamera.
- Placér pegefingeren rundt om flasken omtrendt 2 cm fra bunden (det svarer til nederste udbulning på en Coca-Cola flaske).

Nu kommer eksperimentet:

- Kan du, med midten af tommelfingeren, nå den anden side af bunden (den der kant, som flasken normalt står på)?
- Kan du, med pegefingeren, nå ned til bunden. Altså omtrendt samme sted som med tommelfingeren?

Kan du svare ja til ovenstående, uden at vride hånden, er enten jeg fysiologisk underdimensioneret, eller så er du en mutant med ekstremt bøjelige og lange fingre. Uanset hvad, så har jeg ondt af os begge.

Generelt kan jeg godt lide helhedsindtrykket. Samlekvaliteten er god, funktionerne mangfoldige (og intuitive), men der er altså bare nogle ergonomiske bøffer, på omkring 300 gram. Det er ikke alle der kan spise den slags, og samtidig gøre det med god samvittighed. Kameraets kompakte design, taler til folk med små hænder, men placeringen og udformningen af knapperne, taler til folk med lange og spidse fingre. Det er lidt en blandet følelse at sidde med, men det vender vi tilbage til. Lad os tænde for kameraet og derefter kigge lidt på den medfølgende software.