Testen
Testhardware:
ASUS RT-N15 (firmware 1.0.0.6) bliver testet med enheden:
- SiteCom WL-182GM på en Vista Bærbar (med RaLink driver, baseret på RaLink RT2870)
Til sammenligning benyttes følgende routere:
- SiteCom WL-308 (Test)
- TRENDnet TEW-672GR
Begge referenceroutere understøtter 802.11n.
Testsoftware:
- IXIA Qcheck til throughput og RTT
- RaLink driver software (rapportere en masse informationer)
- Total Commander ved filoverførsel
Testmetode:
Testen begrænser sig til routernes trådløse del (LAN-WLAN) og er testet fra forskellige afstande med og uden WPA2-PSK kryptering.
Der er testet fra 4 punkter:
1. 0 meters afstand indendørs
2. 2-3 meters afstand med en bærende indremur imellem indendørs.
3. 15 meters afstand med en ydermur som forhindring, udendørs.
4. 40 meters afstand med en ydermur som forhindring, udendørs.
Switchen eller router-delen er ikke testet hastighedsmæssigt.
Throughput ukrypteret:
Lad os først kigge på hastighederne for de trådløse enheder, når der ikke benyttes nogen form for kryptering:
SiteCom's toprouter WL-308 halter noget efter i denne test. Både ASUS og TRENDnet routeren er over 50% hurtigere på de korte afstande, og er et godt stykke over de (for trådløse enheder) magiske 100 Mbps. Generelt ligger ASUS' RT-N15 dog højere end TRENDnet routeren og var generelt nemmere at få over de 100 Mbps på mellemdistancerne.
Throughput krypteret:
De færreste vil dog alligevel (bevidst) køre med deres netværk ukrypteret, men det er interessant at se, om ydelsen falder, når en kraftig kryptering benyttes. Til denne test er der benyttet WPA2-PSK krypteringen.
Begge routere topper lige over de 100 Mbps. Det ser faktisk ud som om at overførselshastigheden begrænses, når krypteringen aktiveres, da begge routere var oppe og rører de 130 Mbps uden kryptering.
På afstandene over 2 m, ser man dog næsten identiske hastigheder som uden kryptering, og det er nu alligevel sjældent, at man står med bærbaren lige ved routeren. ASUS routeren, ser dog stadig ud til at have lidt bedre rækkevidde/throughput ved samme afstande, end TRENDnet routeren.
RTT
For alle routere var RTT under 1 ms, undtagen for 15 og 40m, hvor RTT var mellem 3-6 ms med ingen decideret forskel mellem de to routerne.
Firmware
Alle ovenstående hastighedstest er foretaget med firmware 1.0.0.6. Efter jeg havde lavet målinger frigav ASUS en ny firmware (2.0.1.1), som indeholdte den nye webgui, som kan ses i webinteface-afsnittet, samt nye 2.0 drivere til de trådløse chips. Det krævede naturligvis en test, for at se om den nye firmware var blevet hurtigere eller bedre. Hastighederne var stortset uændrede, men webinterfacet havde fået en kraftig overhaling + flere indstillinger, men i forhold til den tidligere var stabiliteten forbedret mærkbart. Jeg kunne i langt højere grad få 120 Mbps konstant overalt i min lejlighed.
QoS
En af de features jeg manglede på TRENDnet's TEW-672 var Quality-Of-Service (QoS), så spil, videostreaming, VoIP eller andre latency-sensitive applikationer bedre kan fungere, når flere er på samme netværk. ASUS routeren har en række QoS-funktioner, men jeg havde meget svært ved at få dem til at fungere. Jeg testede med Ping og Counter-strike, hvor jeg belastede både up- og downstream med bl.a. FTP. Kun da jeg benyttede et P2P program, kunne jeg få lidt ud af QoS-funktionen. Det tyder på at den baserer sig på en række af statiske regler, så når nye spil eller applikationer dukker, som bruger andre porte/andet indhold, så fungerer QoS nok ikke til dem. Du har stadig mulighed for at sætte statiske regler op, så helt fortabt er man ikke, som med TRENDnet routeren.
Strømforbrug
Strømforbrug mener jeg ikke er helt uvæsentligt for en enhed, der er tændt 24 timer 365 dage om året. Da både ASUS og TRENDnet routeren er baseret på samme elektronik, forventede jeg dog ikke den store forskel i strømforbrug. Og det var der heller ikke. ASUS brugte 3.8 watt i idle, mens TRENDnet brugte 4.0 watt. Derefter forsøgte jeg at stresse de 4 LAN porte (switchen) med trafik, WAN-porten (routning) ligeledes, samtidig med jeg overførte data mellem to WLAN klienter, hvilket er det nærmeste jeg kan komme på en stress-test. Her steg ASUS til 7.4 watt, mens TRENDnet holdt sig på 6.8 watt, så der er minimal forskel mellem de to routere, som begge har et udmærket strømforbrug, når de er aktive.