Introduktion
Dagens gæst er Shuttle XS35GT. En ganske lille computer, skabt til kontoret, eller til stuen som mediecenter. Leder man efter en økonomisk computer, som fylder lidt, og blot skal kunne klare lidt internetsurf, regneark og filmafspilning, kunne XS35GT altså være værd at overveje. Og lige disse krav er jo faktisk, hvad langt de fleste har brug for, når det kommer til stykket; om ikke andet som en sekundær PC. Er du en af disse, kan du roligt læse videre.
Shuttle blev grundlagt i Taiwan i 1983 og har således været på markedet i mange år, hvilket klart afspejler sig i kvaliteten af denne maskine. Shuttle har etableret sig som markedsledende indenfor segmentet "Small Form Factor" computere og barebones i særdeleshed. De fleste andre producenter sættes til vægs af Shuttle og der er da heller intet at udsætte på deres maskiner, andet end måske prisen. Men som det vides får man jo, hvad man betaler for.