Intel Atom & nVidia ION
Intels Atom CPU er blevet populær – og med bølgen af netbooks der har skyllet ind over verden de sidste par år, er de fleste for længst kommet på fornavn med den lille processor, som vi for første gang så på CeBIT tilbage i 2008.
Dengang var vi utroligt imponerede over den lille Atom chip, der fyldte mindre end en 1-krone og blot brugte 2,5 Watt. En ny processorserie var født; og tilmed en processor, der med sit lave strømforbrug og lave pris bragte store muligheder med sig. Og havde det ikke været for Atom, er det ikke sikkert, at vi havde oplevet den netbook-lavine, der i 2008 for alvor begyndte at rulle.
Løbende har Intel naturligvis forbedret Atom, og tilbyder nu både enkelt- og dobbeltkernede Atom-processorer, der med HyperThreading teknologi altså kan køre 4 tråde samtidigt, hvilket må siges at være ganske imponerende for så lille en CPU. Strømforbruget på de mindste Atoms, Z600-serien, varierer fra 1,3 til 2,2W, mens det for Atom N400- og D500-serien ligger på 6,5 til 13 Watt. Og selvom sidstnævnte lyder højt i forhold til den første Atom på 2,5 W, skal vi huske på, at Intel ligesom på Core-serien, ligeså har integreret grafikchippen på N- og D-serien, så dennes strømforbrug altså også skal medregnes.
Pineview, bedre kendt som D500-serien, som vi i dag kigger på, har frekvenser på 1,67-1,83GHz, med 2*512KB level 2-cache – 512KB for hver kerne – og så understøttes HyperThreading som sagt, så der oveni de 2 fysiske processorkerner også er 2 virtuelle. Af instruktionssæt understøttes både MMX, SSE, SSE2, SSE3 SSSE3 og Intel 64(64 bit) – dog ikke SSE 4,1 og SSE 4,2 og Virtuelization som eksempelvis understøttes af Core i7. Og snakker vi regnekraft, kan Atom D510 blot præstere 3,32 GIGAFLOPS, imens Core i7-975 klarer 55,36 GIGAFLOPS.
Til gengæld fylder Atom D510 blot 66 kvadratmilimeter på en wafer, imens Core i7 fylder hele 260 kvadratmilimeter; hvilket i teorien gør, at Atom CPU'en koster ca. ¼ af en Core i7 at producere.
Selvom der er integreret grafik i Atom D510, skal det ikke være nogen hemmelighed, at Intel ikke er de bedste til at lave slagkraftig grafik. Nogle producenter, som Shuttle eksempelvis i dette tilfælde, har derfor valgt at benytte nVIDIAs ION2-platform.
ION2 tilbyder nemlig langt bedre og kraftigere grafik, med 16 CUDA kerner ved 950MHz(GPU clocket til 475MHz), samt understøttelse af både DirectX 10,1 og PureVideo, der aflaster CPU'en ved filmafspilning – hvilket er meget belejligt da en Atom-processor ellers godt kan hoste lidt ved afspilning af HD-materiale. Der findes dog flere versioner af ION - en "desktopversion" med 16 kerner og en "netbookversion" version med 8. Idet Shuttle har valgt at prioritere lavt strømforbrug og ingen støj, har vi altså kun 8 kerner clocket til 810MHz(GPU clocket til 405MHz) at lege med. Nuvel - det er jo heller ikke ment som en gamer-maskine. Lad os i denne forbindelse observere, hvad maskinen sluger af strøm.
Det ser jo rigtig godt ud! Slukket bruger systemet bare 0,4W - og når det ser allerværst ud, ved filmafspilning eller 3d-spil, futter XS35GT bare 24W af. Det svarer omtrent til 2 sparerpærer, lysstyrkemæssigt svarende til to 60Watts glødepærer, når de er tændt. Det burde altså ikke give noget voldsomt udslag på elmåleren eller elregningen.