Layout / Design
De EVGA bundkort jeg har set har de samme sorte og røde farver som dette. En ting jeg lagde mærke til med det samme var at kortet føles en smule bredere end normale ATX bundkort og efter et mål med et normalt ATX bundkort, viste det sig også at dette er cirka 3 cm bredere. Det kan dog sagtens passe i et almindeligt ATX kabinet. Der er brugt POSCAP kondensatorer til CPU strømmen og soklen har fået 300% ekstra guld i sig for at sikre en god overførsel af strøm.
Til højre for soklen er der masser af plads til mine store fingre når CPU'en skal monteres, men desværre er der ikke voldsomt meget plads ved bunden. Hvis der skal isoleres og overclockes med minus grader, kan dette nemt blive et par træls arbejdstimer for den der skal isolere. For at kunne levere så meget strøm som nødvendigt til CPU'en har EVGA smidt 2 8-pin CPU strømstik på bundkortet.
RAM pladserne har fået 2 forskellige farver for at indikere hvilke der høre sammen. EVGA har også valgt at sætte en 90 graders vinkel på det store ATX stik, hvilket jeg ser som en utrolig god ide. Det vil få det store ATX stik til at virke mindre når bundkortet er monteret i et kabinet. Der er også kommet et debug LED display der fortæller hvad der sker under opstart, således at det er nemmere at finde en fejl, hvis der skulle forekomme en. Når systemet er startet op fungerer LED displayet som en temperatur viser. Ved låsene til RAM modulerne kan vi lige anse et udtag, her er det muligt at måle præcise spændinger der går til forskellige komponenter på bundkortet. Til slut har vi en restart, en tænd/sluk og en reset BIOS knap, der gør det dejligt nemt for mig når systemet skal startes op uden et kabinet.
EVGA har smidt de traditionelle PCI porte helt væk og har kun brugt PCIe, hvor vi ser hele 5 PCIe x16 porte og en enkelt PCIe x1 port. Portene er arrageret således at der er plads til hele 4 grafikkort der fylder 2 PCI pladser, vil man have grafikkort der fylder 3 pladser, er det kun muligt med 3 grafikkort, hvor det sidste vil stikke et stykke nedenfor, og der skal bruges et større kabinet. Alle x16 porte kører PCIe 3.0 og med kun et grafikkort kører den port x16, kommer man mere end et grafikkort i bundkortet vil alle portene køre x8. Her har EVGA så tænkt sig lidt om, for alle porte understøtter faktisk grafikkort og der er faktisk mulighed for at have hele 5 grafikkort i bundkortet her. 4 grafikkort der arbejder sammen i SLi/CrossFire, og et enkelt nVidia grafikkort ved siden af der står for alt PhysX, det kræver dog grafikkort der kun fylder en PCI plads eller noget vandkøling der får grafikkort til kun at fylde en PCI plads. Men generelt et utrolig godt påfund til dem der bare ikke kan få nok. Over den første PCIe x16 port ser vi et 6-pin PCIe strømstik, hvorfor de har valgt at placere det der har jeg lidt svært ved at se. Strømkablet skal gå tværs over bundkortet for at kunne være der, hvilket tager ideen ved det 90 graders ATX stik lidt af igen. Jeg havde håbet på at EVGA havde været smart hvad angår kabler, men ikke helt alligevel.
I bunden ser vi dog et mere strategisk placeret 6-pin PCIe strømstik. Det er ikke helt til at finde informationer om dette strømstik giver strøm til alle PCIe porte eller kun de nederste 2 eller 3, så jeg går ud fra at det levere til dem alle sammen, hvilket betyder at man egentlig ikke behøver at have et kabel tværs over bundkortet alligevel. Oftest er et enkelt mere end nok, det er kun hvis man ekstrem overclocker 4 grafikkort på især deres RAM, da RAM strømmen oftest tages fra PCIe pladserne i bundkortet og ekstrem overclocker man, har man næppe bundkortet i et kabinet alligevel. Ved siden af strømstikket ser vi en indbygget højttaler. Noget jeg generelt synes mangler på mange bundkort i dag. Højttaleren følger med kabinettet, hvilket betyder at den ikke altid passer på det bundkort man har købt, her findes det problem dog ikke. Vi ser desuden 2 USB 2.0 porte samt en FireWire port og en USB 3.0 port til fronten af kabinettet. Til sidst ser vi en BIOS switch, hvor der ikke kun er 2, men hele 3 BIOS at vælge imellem. Her er man altså sikret mod hele 2 nedbrud på samme tid, hvilket jeg endnu aldrig har hørt om.
Bundkortet har fået 8 SATA porte, hvilket skulle være nok for de fleste. De 4 sorte kører 3Gb/s igennem chipsettet, de røde tættest på de sorte kører 6Gb/s igennem chipsettet og de sidste 2 røde kører 6Gb/s igennem en Marvell controller. Igennem chipsettet er der mulighed for RAID 0, 1, 5 og 10.
EVGA har valgt en stor og samtidig aktiv køler til chipsettet. Blæseren kører hele tiden og jeg fandt ikke nogen måde hvorpå den kunne slåes fra. Larmen er dog så lidt at jeg nemmere kan høre mit HD 6950 grafikkort end jeg kan høre chipset blæseren.
Liste over ind- og udgange:
1. 6 USB 2.0
2. 1 BIOS reset knap
3. 1 tastatur indgang
4. 2 eSATA porte
5. 2 RJ45 LAN porte
6. 4 USB 3.0 porte
7. 1 Mini DisplayPort
8. Audio udgang
På næste side kigger vi på BIOS'en.