G70 ligner på mange måder NV40, men det er bestemt heller ikke dårligt DNA at have med sig. Først og fremmest havde NV40 fordelene i at understøtte Pixel Shader 3.0 og Vertex Shader 3.0. Begge dele er naturligvis videreført i G70. Antallet af Vertex processors er 8 imod 6 styk i NV40 og så er antallet af pixels pr. clock cyklus en halv gang større - 24 mod 16 i NV40.
Ellers er det småt med deciderede nye features, men NVIDIA havde rullet den røde løber ud med NV40, der var stærk her. Nu har man i stedet fået mere hastighed at arbejde med, hvilket blandt andet ses på mere båndbredde (fra 32,8 GB/s til 34GB/s) og en hurtigere chip-clock (fra 400MHz til 430MHz).
Et andet sted, hvor man vil se små forbedringer er at G70 er native PCI Express, hvor NV40 var lavet til AGP og kørte PCI Express via en bridge-connector. At data nu kører direkte forbedrer naturligvis også ydelsen da man sænker latency fordi man ikke skal igennem en ekstra chip.
Sammenlignet direkte med G70 begynder ATI's R480 chip (grundlaget for X850XT) at se en smule bedaget ud. Der mangler support for Pixel Shader 3.0 og Vertex Shader 3.0 og man kan ikke opnå Anti-Aliasing i samme kvalitet. På AA-siden mangler der også Super Sampling-understøttelse hos ATI.
Dertil kommer at NVIDIA understøtter HDR (High Dynamic Range), der ser ud til at blive meget brugt i fremtidige applikationer. En teknologi, som ATI uden tvivl vil indarbejde i deres næste super-chip. Endelig har NVIDIA's G70 (som NV40 havde det) indbygget video-processor, hvilket ATI ikke har som standard hos dem. ATI har derimod deres glimrende Theater 550 Pro video-processor at byde på.
Hvad angår NVIDIA's indbyggede video processor var den også at finde i NV40. Det tog desværre bare lang tid for NVIDIA at få softwaren færdig så brugere måtte vente i månedsvis for at få lov til at benytte denne feature. På G70 ser det ud til at samme software kan benyttes, hvilket betyder at forbrugerne kan udnytte deres GPU til dette formål fra dag ét.
Og nu vi er med dag ét, skal en stor buket roser hives frem til NVIDIA. Én af de mest interessante ting omkring G70 var nemlig at kortet kunne købes fra dag ét! Hvor vi med de sidste mange generationer har set paper-launches, re-launches og andet træls, var NVIDIA klar med kort i butikkerne allerede fra første dag. Dette har uden tvivl være til stort benefit og samtidig har det tvunget ATI til at udsætte lanceringen af deres næste chip. De vil uden tvivl ikke forsøge sig med en paperlaunch nu. Dette giver NVIDIA megen ros og er en positiv udvikling. I det hele taget var det tydeligt at NVIDIA havde en ny strategi omkring G70 lanceringen. Der var skåret ned på antallet af review-sites, der fik kort til premieren og i stedet handlede det om at kortene skulle være i handelen og brugerne derfor selv ville skabe hype. En strategi, der er lykkedes så godt at enhver PR-person hos Santa Clara-virksomheden kan gå på vandet i disse dage.