BIOS
ASUS har på X79-Deluxe valgt at implementere en EFI-BIOS, Extensible Firmware Interface. Den gør fuldstændig det samme som en gammeldags BIOS, nemlig at holde styr på de grundlæggende parametre i maskinens opsætning, men samtidig har brugerfladen fået et ansigtsløft, så du nu kan bruge musen til at navigere.
I hovedmenuen er der en oversigt over blæsere, temperaturer og spændinger på de mest vigtige komponenter. Du kan vælge mellem tre grundprofiler, der sparer mere eller mindre strøm. For at komme til de mere interessante ting skal du klikke 'Advanced Mode'-knappen, som giver adgang til systemets grundindstillinger.
Det ligner meget den brugerflade vi kender og er vante til, blot noget pænere. Vi genfinder AI Tweaker, der er ASUS' overclockingmenu.
Fsb kan indstilles fra 80 til 300 MHz, men skal vi tro de første meldinger kan de nye processorer ikke komme meget over de 100 MHz, som er standard. Men det er så i givet fald ikke bundkortenes skyld. Du kan sætte turbo individuelt for hver kerne, mens softwaren i Windows kun håndterer en værdi for alle kerner samtidigt.
Chipsættet understøtter op til 1600 MHz hukommelse, dog er alle værdier herover tilgængelige når der overclockes. Jeg har derimod svært ved at gennemskue hvordan det skulle kunne lade sig gøre at komme yderligere op i RAM-hastighed, hvis det eneste man kan ændre på er processorens multiplier.
Det er muligt at ændre på hvor meget strøm, som maksimalt kan trækkes gennem processoren, hvis der er styr på køleren. Som det ses herover kan den såkaldte "current capability" forøges med op til 40%. Mere strøm giver mere varme, så sørg for at din køling kan følge med.
De almindelige spændinger til processor og hukommelse med videre kan du naturligvis også ændre. Der er desuden mulighed for at ændre på clockfrekvensen på spændingsregulatorerne. Det kan i nogle tilfælde give et moderat bedre overclock.
ASUS har tilmed inkluderet mulighed for at gemme opsætninger i "OC Profile"-menuen.
Det er en god ide, da man slipper for at skulle huske alle detaljerne fra gang til gang. Hvis du kommer ud for at skulle resette BIOS, kan du blot hente et fungerende opsæt i menuen, indlæse det, og så er du kørende igen.
Blæserindstilinger er placeret under "Monitor"-menupunktet. I dette tilfælde kan vi se min processorblæser er meget langsom, hvorfor BIOS vil give en alarm hver gang jeg tænder maskinen. Det er derfor en god ide at gå ind i disse indstillinger og sætte blæseren på "Ignore".
Det er ikke første gang jeg har set en EFI BIOS, som et eller andet sted virker en kende popsmart. Omvendt fungerer det lige så godt som en traditionel BIOS, med det lille plus at man her også kan bruge musen til at navigere med. Man vænner sig hurtigt til det nye interface. (Tak til Polarfar for ovenstående afsnit)
På næste side kigger vi på softwaren.