Introduktion
Shuttle XPC Barebone SZ87R6 henvender sig til folk, der ønsker en flot lille computer, som kan fyldes op med hardware afhængig af formål. Ønsker du en lille gamer, så kan der sættes et vildt grafikkort i. Ønsker du en lille kontormaskine, kan du installere en lille prisvenlig CPU og billige RAM. For indkøbsprisen får man en halv computer, hvor man selv skal samle resten. Til gengæld kan man selv bestemme hvilke komponenter der skal installeres foruden bundkort, PSU og kabinet. Bundkortet er udstyret med et intel Z87 chipset, og der er 500 watt, 80+ Silver certificeret strømforsyning til rådighed, samt Shuttles patenterede ICE køler til CPU.
Shuttle SZ87R6 bliver leveret i en hvid kasse, og PSU og bundkort er allerede skruet i. Den medfølgende køler er ligeledes monteret på CPU soklen, dog uden kølepasta.
Shuttle Inc. blev etableret i 1983 i Taiwan og har siden dannet et omfattende globalt netværk med forhandlere, partnere og leverandører verden over. Shuttle Inc. er et anerkendt firma indenfor produktion af små færdige systemer, barebones, NAS og alskens tilbehør hertil.
På næste side ser vi på kassens indhold og specifikationer.